EM fodbold

Fans raser, efter at firma udloddede EM-billetter på Facebook

På grund af coronarestriktioner er antallet af billetter til DBU's fanklub blevet reduceret fra 5000 til 2100 styks.

En konkurrence om to billetter til en EM-kamp i Parken har skabt røre om sikkerhedsfirmaet Verisure.

Det er der to grunde til: For mens flere fans er vrede over firmaets tiltag, har DBU lagt mærke til konkurrencen af andre grunde.

Vi har lagt mærke til den reklame. Men vi ved stadig ikke, hvad vi stiller op med den

Ronnie Hansen, kommerciel direktør hos DBU

Lad os starte med den del af historien, som udspiller sig blandt fans og andre fodboldglade personer.

Fans og kommercielle interesser

Tonen er egentlig positiv i det Facebook-opslag, hvor Verisure udlodder to billetter til EM-kampen i Parken mellem Danmark og Finland.

Men stemningen er en helt andet i kommentarsporet under konkurrencen.

Her raser folk over, at sikkerhedsfirmaet har valgt at udlodde billetter, når flere fans har fået frataget deres på grund af coronarestriktioner. De gældende restriktioner foreskriver nemlig, at færre mennesker må lukkes ind til kampene i Parken.

Det betyder, at antallet af billetter til DBU’s fanklub er blevet mere end halveret – fra 5000 til 2100 styks. Billetter, som ellers allerede var fordelt ud til dedikerede fodboldfolk.

Derfor mener flere af personerne på Facebook, at det er paradoksalt, at Verisure vifter med billetterne i en konkurrence, mens flere fans må gå forgæves.

Til den historie hører dog, at billetterne over en bred kam bliver reduceret. Uefa har endnu ikke meldt den endelige fordeling ud, men ifølge DBU vil der procentmæssigt blive taget stort set lige så mange billetter fra sponsorer, frivillige, neutrale fans og lignende.

Alligevel skabte det stor røre, da det blev meddelt, at flere fans ville miste deres allerede erhvervede billetter.

Kan stride mod DBU's rettigheder

Vender vi tilbage til konkurrencen hos Verisure, er det dog en anden udfordring end antallet af billetter, DBU bider mærke i.

Ifølge unionens kommercielle direktør, Ronnie Hansen, strider det nemlig imod DBU’s rettigheder, når firmaer bruger landsholdet til markedsføring uden at være officielle samarbejdspartnere.

Og Verisures opslag kan risikere at falde ind under den problematik, lyder det.

- Vi har lagt mærke til den reklame. Men vi ved stadig ikke, hvad vi stiller op med den, siger Ronnie Hansen.

De skal have de eksklusive fordele, som ikke er for alle

Ronnie Hansen om sponsorer og samarbejdspartnere

På det sociale medie LinkedIn skrev han fredag, at antallet af krænkelser af DBU's rettigheder forud for EM har været "omfattende".

Blandt andet lyder det fra direktøren, at han alene den dag havde sendt skrivelser ud til "et landsdækkende alarm-firma, en ølproducent, en bolcheproducent, et globalt tøjbrand, en ejendomsmægler og to elektronikkæder".

Problemet med de uofficielle konkurrencer er ifølge ham, at rettighederne er forbeholdt de sponsorer og samarbejdspartnere, som investerer store summer i dansk fodbold – også når der ikke er EM.

- Det er dem, der gør, at vi kan finansiere blandt andet børnefodbold, talentudvikling og store projekter indenfor DBU. De skal have nogle eksklusive fordele, som ikke er for alle, siger Ronnie Hansen.

Han fortæller samtidig, at der formentlig er ringe udsigter for dem, der har deltaget i Verisures konkurrence.

Hvis UEFA vurderer, at markedsføringen er ulovlig, vil billetterne ifølge Ronnie Hansen nemlig blive annulleret.

TV 2 har i løbet af søndagen forsøgt at få en kommentar fra Verisure, men det er endnu ikke lykkedes.