Fodbold

Landstræner hylder dansk CL-vinder

Andreas Christensen vandt lørdag Champions League med Chelsea, og nu roses han af den danske landstræner Kasper Hjulmand for sin store udvikling.

Fra marginalspiller til stamspiller til Champions League-vinder.

Andreas 'AC' Christensens karriere har i den grad taget fart det seneste halve års tid, hvor han efter ansættelsen af Thomas Tuchel har været fast mand i Chelseas startopstilling.

Lørdag aften var han efter en tid med skadesproblemer hensat til bænken i Champions League-finalen mod Manchester City, men efter 39 minutter erstattede han en skadet Thiago Silva i Chelsea-forsvaret og leverede en pragtkamp i 1-0-sejren.

Nu venter næste store opgave lige om hjørnet, når ’AC’ sammen med det danske landshold stiller klar til EM. Her er Thomas Tuchel skiftet ud med Kasper Hjulmand, og netop Hjulmand er imponeret over Christensens flotte præstationer.

- Det har været et godt, langt træk for ’AC’. Vi skal huske på, at han kun er 25 år. Jeg har fulgt ham siden, han var udlejet i Bundesligaen på et meget tidligt tidspunkt og i en meget ung alder.

- Det er glædeligt at se de kvaliteter, som 'AC' har bygget op. Lige siden han var en ung spiller, har han haft de her lovene kvaliteter. Nu er det på det allerhøjeste niveau, så det er godt at følge og se, siger Kasper Hjulmand på landsholdets pressemøde.

"Det kommer ikke bag på mig"

Selvom Andreas Christensen ad flere omgange har været mere på bænken end på banen i Chelsea, er Kasper Hjulmand ikke overrasket over, at den danske forsvarsspiller nu har fundet et så højt og stabilt niveau, som det, han har vist, for både klub- og landshold den seneste tid.

- Han er ekstrem hurtig på stikkerne, meget påpasselig i sit forsvarsspil og er blevet duelstærk og rolig på bolden. Det er en fantastisk god udvikling. Men det kommer ikke bag på mig.

- De landskampe, han har spillet, imens jeg har været der, men også før det, har været på et meget højt niveau, siger Hjulmand.

Andreas Christensen har spillet 7 kampe i Champions League og 17 i Premier League-kampe for Chelsea denne sæson. I ligaen blev London-klubben nummer fire.