Årets Superliga-profil skifter til japansk klub
DM-sølvvinderne fra FC Midtjylland har solgt Alexander Scholz. Han forlader klubben med øjeblikkelig virkning.
Årets profil forlader Superligaen, og med et skifte til japansk fodbold får Alexander Scholz en drøm opfyldt.
– Det føles helt rigtigt, og jeg har længe vidst, at det var det, jeg ville. Faktisk har jeg altid spillet fodbold for lige præcis et skifte som dette. Det passer perfekt til den person jeg er, siger Alexander Scholz til FC Midtjyllands hjemmeside.
FC Midtjylland har solgt Alexander Scholz til japanske Urawa Red Diamonds, hvor Kasper Junker spiller. Scholz skifter to år før sit kontraktudløb med vicemestrene.
– Det er en spiller med stor karisma både på og udenfor banen. Fra dag ét har han været en markant personlighed i klubben – på den fede måde. Det kommer vi selvfølgelig til at savne, men han fortjener også at komme ud i verden og få nogle af de oplevelser, han som spiller og menneske har drømt om, lyder det fra Midtjyllands sportschef Svend Graversen-
Alexander Scholz nåede at spille 114 kampe for FC Midtjylland, hvor det blandt andet blev til en pokaltitel, et mesterskab og deltagelse i Champions League.
I den netop afsluttede Superligasæson blev det til sølv for FCM, efter Brøndby vandt mesterskabet for første gang i 16 år.