Fodbold

Kulturchok i FC Midtjylland

TV 2 SPORTs fodboldkommentator skriver i denne klumme om ansættelsen af FC Midtjyllands nye cheftræner.

Så er roen forbi. En stille eksistens har forladt den jyske hede. Ind kommer en hvirvelvind med strittende engagement og en særlig måde at motivere på. Det kommer til at ose af udstråling og uendelig bevægelse. FC Midtjylland skifter kurs.

Bo Henriksen kommer ikke ind fra en dør i siden. Han brager lige gennem væggen og ind i manges hjerter. Fordi han er så dedikeret og så tydelig, når han gestikulerer eller siger noget. Man kan forstå ham, selv når han er tavs. De få sekunder.

Det er en kulturforandring, at de i FC Midtjylland har taget Bo Henriksen. For det skal først og fremmest ses som en motivator, der kan bringe liv, smil, overskud og….(nu bliver det højtideligt) …kærlighed ind i truppen. For kærlighed er på mange måder Bo Henriksens varemærke - kærlighed til spillet, kærlighed til spillerne, kærlighed til dedikationen.

Han har præsteret noget nær det umulige i sin tid i AC Horsens, hvor han efterlod et stort hul, da han stoppede i begyndelsen af den netop overståede sæson. Han var klubben, måske endda større, fordi han fyldte så meget, og fordi alle lod ham fylde. Han fik de “middelmådige” forhold til at blomstre på sin egen måde. Den menneskelige. Det handlede om en attitude, som for nogle kan være lidt for meget. Men det er derfor, spillere og fans holder så meget af ham. Han er meget omsorgsfuld overfor spillerne. Han tænker meget på dem, gør meget, omfavner dem og fortæller hele tiden, hvor meget han holder af dem, og hvor gode de er.

Vil det virke i FC Midtjylland? Vil de mere etablerede spillere tage den slags omfavnelser ind? Udefra set virker de generelt mere som bekendte med deres eget værd, end spillerne gjorde i AC Horsens. FC Midtjylland er en helt anden størrelse, selvom de også her har lokalreklamer på skjorteflippen. Direktionsgangen i FCM har bonede gulve, budgetterne har et helt andet omfang, her er det andre, der dirigerer. Der er meget mere business over det.

Claus Steinlein og FC Midtjylland får ros af Flemming Toft for at tage chancen med Bo Henriksen.

Passer de sammen?

Sidelinjen har haft stille eksistenser med succes, Jess Thorup og Brian Priske. Ikke fordi de holdt mund eller var uengagerede, men de gjorde det uden det tydelige output. Det er her, forandringen er markant. Bo Henriksen kommer ind som en Glen Riddersholm look-a-like.

Og det er her, punktet kan vise sig springende. Passer Bo Henriksen til FC Midtjylland - og omvendt? De er ikke på forhånd skræddersyede til hinanden. Claus Steinlein er ansigtet både ud- og indad til. Bo Henriksen har i den grad været forsiden i Brønshøj og AC Horsens, siden han startede sin trænerkarriere for 15 år siden. Han var større end begge klubber.

Omvendt vil jeg rose FC Midtjylland og Steinlein for at finde på det her, for at give det en chance, for at fløjte op til et kulturchok, for at ryste posen i en sådan grad, at alle på begge sider af linjerne må være spændte.

Fodboldfagligt har Bo Henriksen noget at komme med, men det virker til, at han skal have andre til at læse op og eksekvere på træningsbanen. Han får en kvalificeret trup, der hen over sommeren bliver finjusteret. At han er blevet valgt, fortæller også meget om, at ikke alt har været, som det burde i den sæson, hvor guldkortet var i hænderne, men endte med sølv. Var det motivationen? Var der for mange, der ikke engagerede sig i de afgørende faser? Blev der for stille?

Det bliver der ikke mere. Man kan allerede nu høre “støjen” fra det midtjyske.