Fodbold

Real tog det fornuftige valg, mener ekspert

Real Madrid præsenterede tirsdag aften Carlo Ancelotti som afløser for Zinedine Zidane. De to har tidligere arbejdet sammen i klubben.

Det giver på mange måneder mening, at Real Madrid har hentet Carlo Ancelotti tilbage til klubben.

Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker, der dog savner lidt tydeligere visioner for fremtiden.

- Jeg synes, det er et fornuftigt og et fint valg. Det er også logisk i forhold til, hvad de skal bruge. Men det er ikke så ambitiøst for fremtiden, siger Mads Junker og vender de oplagte kandidater.

- Antonio Conte har været oplagt, efter han stoppede i Inter, hvis Real ville gå benhårdt efter at vinde mesterskabet næste år. Raul havde været det langsigtede valg som nuværende træner på for B-holdet, og når man ikke tager en af dem, er det logisk at vælge Ancelotti.

- Han har lidt samme, rolige udstråling som Zidane. Han er en mand, man kan regne med – og præsidenten, Florentino Perez, ved, hvad han får.

Kører han Raul i stilling?

Real Madrid kom på trænerjagt, fordi Zinedine Zidane ønskede at stoppe for knap en uge siden. Det var Zidanes anden periode som førsteholdstræner i Madrid, men inden da havde franskmanden et tæt samarbejde med italienske Ancelotti, der trænede Real Madrid fra 2013 til 2015 og vandt fire trofæer.

  • Champions League
  • VM for klubhold
  • Den spanske pokalturnering
  • Den europæiske Super Cup

- De har fundet en profil, der kender klubben. Og så er det værd at bemærke, at Ancelotti tidligere har haft Zidane under sig og kørt ham i stilling i Real Madrid. Det er ikke givet, de har samme plan med Raul, men det kan heller ikke udelukkes, siger Mads Junker.

Carlo Ancelottis ansættelse i Real Madrid betyder, at han forlader Everton to år før kontraktudløb med dette års nummer ti i Premier League.