Fodbold

- Vi fortjente semifinalen, siger skuffet U21-landstræner

Efter straffesparkskonkurrence i kvartfinalen mod Tyskland er Danmarks U21-landshold ude af EM.

Skuffelsen var enorm i den danske U21-landsholdslejr efter nedturen i kvartfinalen ved EM mandag aften.

Danmark tabte efter straffesparkskonkurrence til Tyskland, og det gjorde ondt på både spillerne og landstræner Albert Capellas.

- Jeg er ikke tilfreds, for spillerne fortjente at nå semifinalen. Jeg føler spillernes smerte og er ked af det på deres vegne, siger spanieren.

Også anfører Victor Nelsson var træt af nedturen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg havde gerne set, at vi var gået endnu længere, men sådan skulle det ikke blive, sagde anfører Victor Nelsson på pressemødet efter kampen.

Landstræner Albert Capellas var imidlertid godt tilfreds med Danmarks præstation i opgøret.

- Vi blev bedre og bedre i løbet af kampen, og jeg var sikker på, vi kunne slå dem. Vi var rigtig tæt på, men det lykkedes ikke. De unge gutter skal have et stort kompliment, siger Capellas og understreger, at han er stolt af, at spillerne klarede sig ubesejret gennem EM-kvalifikationen og gruppespillet.

Støtte fra anføreren

I mandagens kamp bragte Danmark sig foran med 1-0 i den ordinære spilletid, men tyskerne nåede lige nøjagtig at udligne inden slutfløjt.

I den forlængede spilletid scorede de to hold igen en enkelt gang hver, og derfor skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence.

FC Københavns Victor Kristiansen, som spillede sin første U21-landskamp, misbrugte Danmarks syvende og sidste spark, og det kostede semifinalepladsen.

Victor Kristiansen er til daglig klubkammerat med Victor Nelsson, som kun havde opmuntrende ord til sin holdkammerat.

- Jeg har kendt Victor længe, og han er en stærk knægt. Han skal nok komme videre. Hans kvaliteter som fodboldspiller kan alle se, men han har også noget oppe i hovedet, så det skal nok gå, siger Victor Nelsson.

Gode perspektiver

Albert Capellas havde kun positive ord til de spillere, der meldte sig til at sparke i straffesparkskonkurrencen.

- Der skal lyde stor ros til de spillere, der havde modet til det. Jeg foretrækker spillere med mod, og jeg støtter dem meget. Der var to, der missede, men de har min fulde respekt, siger Capellas.

Han ser gode perspektiver for det kommende U21-landshold, der starter en ny EM-kvalifikation til efteråret.

- Mod Tyskland spillede vi med mange unge spillere, som kan spille næste generation også. De har allerede en fantastisk erfaring, og de er endnu mere erfarne, når de kommer længere frem. Der er mange gode spillere undervejs, og fremtiden ser rigtig god ud for U21-landsholdet, siger Capellas.