Fodbold

Wass udelukker ikke retur til Danmark

Daniel Wass udelukker ikke nogen klubber, hvis han i fremtiden skulle vende retur til dansk fodbold.

Brøndby kan blive destinationen for Daniel Wass, hvis eller når han en dag vender retur til dansk fodbold efter mange år i udlandet.

Daniel Wass spillede selv i Brøndby i ungdomsårene 2006-2007 og i de tidlige seniorår fra 2007 til 2011.

Derfor kan Brøndby blive klubben, hvor 32-årige Daniel Wass slutter sin karriere.

- Det kan det 100 procent, men lige nu forholder jeg mig til, at jeg er i Valencia og har en kontrakt der.

- Jeg holder fokus her på landsholdet, og det vigtigste lige nu er, at jeg ikke skal have fokus andre steder, siger Daniel Wass.

Glæder sig over Brøndbys mesterskab

Selv om Brøndby kan virke som et oplagt valg, vil han ikke udelukke andre danske klubber.

- Timingen skal være rigtig, for at jeg tager hjem. Og så må vi se, hvilke klubber der er interesserede, siger Daniel Wass.

Han glæder sig over, at Brøndby vandt DM-guld foran rivalerne fra FC Midtjylland og FC København.

- Det er selvfølgelig fedt, at Brøndby er tilbage i toppen efter nogle hårde år. Nu har de vundet mesterskabet. Det er fantastisk for Brøndby som klub og for fansene efter 16 år uden noget mesterskab.

- Det er dejligt, at de kan konkurrere med de andre store hold, lyder det fra Daniel Wass.

Ny træner

Når han efter sommerferien vender tilbage til Spanien, er det med en ny træner ved roret i Valencia. Klubben ansatte tidligere i maj José Bordalas i stedet for den fyrede Javi Gracia.

- Så meget har jeg ikke koncentreret mig om det. Han er næsten lige blevet præsenteret. Jeg har selvfølgelig fået det at vide, men jeg har ikke snakket med ham.

- Lige nu har jeg bare fokus på landsholdet, og så tager jeg min ferie. Og når jeg vender tilbage, tager jeg den derfra, siger Wass.

Danmark og Wass spiller onsdag aften testkamp mod Tyskland i Østrig.