EM fodbold

Landstræner forventer at undvære belgisk stjerne i EM-åbning

Belgiens landstræner, Roberto Martínez, håber, men regner ikke med at have Kevin De Bruyne til rådighed til EM-gruppekampen mod Rusland.

Tre timer efter Danmark indleder EM i fodbold, så spiller også gruppefavoritterne fra Belgien den første kamp ved slutrunden.

Og det bliver efter alt at dømme uden en af holdets største stjerner. Kevin De Bruyne udgik nemlig af lørdagens Champions League-finale med en slem ansigtsskade.

Og den skade kommer nu formentlig til at holde Manchester City-stjernen ude af Belgiens åbningskamp ved EM.

- Vi må sige det, som det er. Det er meget usandsynligt, at (Kevin red.) De Bruyne spiller den første kamp mod Rusland.

- Vi er i daglig kontakt med De Bruyne. Han er stadig ved at komme sig. Vi følger ham tæt. Indtil vi får set ham an i næste uge, ved vi ikke, hvor han står, siger Belgiens landstræner, Roberto Martínez, på et pressemøde onsdag ifølge Het Nieuwsblad.

Landstræneren gjorde ved samme lejlighed det klart, at Borussia Dortmunds Axel Witsel helt sikkert ikke kommer til at spille den første gruppekamp.

For hver kamp stiger sandsynligheden for, at 29-årige De Bruyne bliver klar til at spille kamp. Formentlig med en speciallavet maske til at beskytte de brækkede knogler i ansigtet.

Inspirationen til den kan hentes hos en anden belgisk landsholdsspiller, der i efteråret var nødsaget til at spille med en lignende maske.

- Vi har noget erfaring fra Jan Vertonghen. Jan havde mere eller mindre den samme skade, så vi bruger den samme specialist. Først skal vi have grønt lys fra den medicinske stab. De Bruyne er klar til EM, men spørgsmålet er hvornår, siger Belgiens landstræner.

Belgien brager sammen med Danmark den 17. juni i Parken og spiller sidste gruppekamp mod Finland fire dage senere i Sankt Petersborg.