Komisk Neymar-scoring holder Brasilien på VM-kurs

Neymar brændte et straffespark, men fik lov til at sparke om og scorede, da Brasilien slog Ecuador med 2-0.
Stjerneangriberen Neymar og det brasilianske landshold er godt på vej mod næste års VM i Qatar.
Natten til lørdag hentede Brasilien på hjemmebane den femte sejr i ligeså mange kampe i den sydamerikanske VM-kvalifikation, da Ecuador blev besejret med 2-0.
Neymar var involveret i begge værternes scoringer, der dog lod vente på sig mod Ecuador, der kæmper med i toppen af kvalifikationen.
Først med 25 minutter tilbage kom brasilianerne foran, da Richarlison gjorde det til 1-0 efter forarbejde fra Neymar.
Komisk scoring i overtiden
Dybt inde i overtiden blev det 2-0 på et straffespark efter et komisk forløb, som mange formentlig vil huske kampen for.
Dommeren havde først dømt frispark mod Brasiliens Gabriel Jesus, men efter et fire minutter langt VAR-tjek, blev de brasilianske værter i stedet tildelt et straffespark.
Det blev Neymar sat til at eksekvere, men Paris Saint-Germain-stjernens svage spark blev reddet, og Ecuador satte hurtigt et angreb i gang.
Midt i Ecuadors angreb besluttede dommeren sig for at dømme omspark til Neymar, og denne gang havde angriberen bedre held med sit forsøg og gjorde det til slutresultatet 2-0.
Brasilien har nu 15 point efter fem kampe og topper kvalifikationen foran Argentina med 11 point. Ecuador har ni point på tredjepladsen.
De fire bedste mandskaber i Sydamerika kvalificerer sig direkte til VM i Qatar, mens nummer fem kan sikre sig adgang via playoff.