Fodbold

Troldmanden fra Køge blev den danske mafias Godfather i USA

Den tidligere A-landsholdsspiller Jørgen Kristensen var på kontrakt i Tyskland og Holland, inden han tog til USA og blev 'The Magic Man' på halgulvet.

I 80’erne drog en flok danske talentfulde fodboldspillere til USA. 11-mandsbanen blev skiftet ud med en indendørsbane, og før danskerne så sig om, var de kultstatus i Nordamerika.

De blev hurtigt kendt som Danish Dynamite, og de lovende profiler havde én ting til fælles. De brød sig ikke om kæft, trit og retning. Og netop derfor blev de så stor en succes.

Nogle kom og gik, andre vendte aldrig tilbage til Danmark igen. Det her er fortællingen om de danske indendørsstjerner, der stjal tilskuere fra de store amerikanske sportsgrene og fik Wichita Wings på landkortet i USA.

I Wichita blev han kendt som The Magic Man som følge af sine elegante egenskaber på indendørsgulvet.

Jørgen Kristensen tog den amerikanske indendørsliga med storm, men inden han drog over Atlanten, havde han skabt sit helt eget navn i Danmark.

’Troldmanden fra Køge’ var fuldtidsprofessionel i både Danmark, Holland og Tyskland. Han nåede 19 A-landskampe, hvor størstedelen faldt efter tiden i Hertha Berlin.

’Jørgen var Godfather’

Kristensen blev efter sin storhedstid i Europa en vital del af den danske mafia i Kansas, hvor en favnfuld danskere blev stjernerne for indendørsholdet Wichita Wings.

The Magic Man blev assistkongen hos Wings, og når medspillerne ser tilbage på den danske boldfordeler, er superlativerne mange.

- Det var i det andet og tredje år, at vi havde den danske mafia. Og Jørgen var Godfather. Jeg vidste, at med Jørgen skal man bare være det rigtige sted, for han skal nok finde dig, siger Kristensens tidligere holdkammerat Andy Chapman.

Den danske mafia bestod også af blandt andre Kim Røntved, og han husker også tydeligt, hvor stor en del af holdet Jørgen Kristensen var.

- Han gjorde lige nøjagtigt, hvad der passede ham. Han var assistkongen, og hvis jeg scorede 400 mål, så lagde han op til 250 af dem, husker Røntved.

Tredje afsnit af Danish Dynamite har premiere på TV 2 PLAY lørdag den 5. juni, hvor du kan se hele historien om Jørgen Kristensen.

Kristensen var en del af Wichita Wings-holdet fra 1981 til 1986, hvor han i alle sine fem sæsoner var holdets assistkonge. Wings blev etableret i 1979, og Kristensen kom til efter to sæsoner. Men faktisk var ’Troldmanden fra Køge’ landet i USA lang tid før alle de andre danskere.

Han direkte myrdede ham jo. Han gjorde det jo bevidst

Jørgen Kristensen

Moonede foran egne tilskuere

Kristensen ankom i USA i 1978, hvor han havde skrevet kontrakt Chicago Sting. Det var i NASL, den nordamerikanske fodboldliga, hvor der blev spillet 11-mandsfodbold.

Her var han stjernen i små tre år, hvor han i sine 64 kampe præsterede imponerende 42 assister og 12 mål.

I sin sidste sæson endte han dog i karambolage med klubbens tilhængere, og derfor skulle den erfarne dansker videre i karrieren.

- Jørgen havde en unik personlighed. Han havde spillet med Chicago Sting. Han var blev buhet af Sting-fansene, og han havde moonet mod nord, moonet tilskuerne mod syd, og så havde han forladt banen. Så Chiacgo måtte skaffe sig af med ham, husker den presseansvarlige fra dengang i Wichita Wings, Steve Schaad.

Wichita Wings var klar til at tage chancen med Kristensen, og derfor tilbød de ham en kontrakt. En kontrakt, der blev til en lang og smuk historie mellem de to parter.

Der var dog en tredje part, der gennem årene stod i vejen for en rosenrød og eventyrlig historie.

’Han myrdede ham jo’

Had og rivaliseringer er en stor og vigtig del af sporten. Både på græs og i en hal.

I USA dyrker de lokalopgør i en sådan grad, at rivaliseringer som FCK/Brøndby, Glasgow/Celtic og Real Madrid/Barcelona nærmest blegner.

Og det var også tilfældet hos Wichita Wings. Deres nærmest konkurrent i ligaen var fra St. Louis, og antallet af blodige opgør er så godt som uendelige.

Men der er specielt ét opgør, som Jørgen Kristensen og resten af Wichita Wings-flokken husker tydeligere end de andre.

- Kampen er kendt som en af de bedste indendørskampe nogensinde. For mig er det et af mit livs dårligste minder, siger den daværende cheftræner Roy Turner.

Og hvorfor er det så lige, det er et af trænerens dårligste minder?

Det giver ikke meget mening, når man kigger på, hvad der stod i pausen af kampen.

Danskerkolonien fører 5-0 ved pausen og er også foran med 6-1 og 7-3 i kampens fjerde og sidste quarter. Det er den tredje og afgørende semifinale. Begge hold har vundet én kamp hver, og der sidder 20.000 tilskuere i St. Louis.

Jeg var grædefærdig. Det var vi alle sammen

Kim Røntved

St. Louis-holdet begynder til sidst at få scoret mål, og som de nærmer sig en udligning, brækker Wichita-keeperen benet ved stillingen 7-5. I en handling, Jørgen Kristensen stadig fordømmer den dag i dag.

- Han direkte myrdede ham jo. Han gjorde det jo bevidst. Og jeg synes, det er så usportsligt, som det overhovedet kan være, siger Kristensen om episoden, hvor en St. Louis-spiller kom alt for sent i en tackling.

Reservemålmanden blev sendt ind, og kvalitetsforskellen var ikke til at tage fejl af. Målene fortsatte med at sejle ind i Wings-nettet.

Spillerne var grædefærdige

Kort før tid udlignede St. Louis til 7-7. Derfor skulle kampen ud i sudden death. Næste mål vinder. Klokken var 23.30 om aftenen.

I den forlængede spilletid havde Wichita muligheden for at score i hvert fald tre eller fire mål. Det lykkedes ikke, og derfor skulle kampen i shoot-out. En af ligaens mest historiske kampe skulle altså afgøres på den mest dramatiske måde.

Spiller og målmand i en mand mod mand-duel.

Og det hele falmede, det det var afgørelsens time.

- Jeg vil meget gerne glemme det, men jeg glemmer det aldrig. Det er en af de der kampe, siger Kim Røntved, der også selv brændte i shoot-out. Faktisk scorede Wichita kun på det første spark.

- Jeg var grædefærdig. Det var vi alle sammen. Det var rent røveri, og dommerne var bare med St. Louis i hele anden halvleg, og det var derfor, vi tabte kampen.

Wichita Wings endte i en sand gyser mod lokalrivalerne, og det gik slet ikke som planlagt for danskerkolonien. Video: TV 2 SPORT

Kampen var ikke symbolsk for hele Wichita Wings-tiden i MISL, Major Indoor Soccer League. Alligevel er Jørgen Kristensen meget tydelig omkring, hvad lige præcis dén kamp betød for hans amerikanske ophold.

- Jeg havde nogle kanonår i Wichita. Men det havde været 100 procent, hvis vi havde klappet St. Louis.

Den magiske bar i Køge

Jørgen Kristensen ophold i USA sluttede i 1987. Efter sine sæsoner i Wichita Wings snuppede troldmanden et enkelt år hos Kansas City Comets, inden snuden blev vendt mod Danmark.

’The Magic Man’ var dog ikke død og begravet i Danmark. Han gjorde sit indtog i Køge, hvor han var kendt som troldmanden.

Danskerne i Wichita Wings

Kim Røntved

Kim Røntved

  • Wichita Wings: 1980-1987 og 1991-1998
  • Antal kampe: 534
  • Nickname: "The Rocket"
  • Hædere: Næstflest mål i klubbens historie, flest blokerede skud i klubbens historie, flest kampe spillet i MISL, årets forsvarsspiller i 1984 og 1985
Foto: TV 2 SPORT

Erik Rasmussen

Erik Rasmussen

  • Wichita Wings: 1984-1989 og 1998-1999
  • Antal kampe: 273
  • Nickname: "The Wizard"
  • Hædere: MVP og mest scorende spiller i 1988, flest mål i klubbens historie, fjerdeflest assists i klubbens historie, flest mål scoret i en enkelt sæson i 1999, flest assists lavet på en sæson i 1988
Foto: TV 2 SPORT

Karsten Christensen

Karsten Christensen

  • Wichita Wings: 1984-1985
  • Antal kampe: 41
  • Nickname: "The Viking"
Foto: TV 2 SPORT

Frank Rasmussen

Frank Rasmussen

  • Wichita Wings: 1981-1988
  • Antal kampe: 236
  • Nickname: "The Danish Cowboy"
Foto: TV 2 SPORT

Keld Bordinggaard

Keld Bordinggaard

  • Wichita Wings: 1985-1986
  • Antal kampe: 43
  • Nickname: "The Comet Killer"
Foto: TV 2 SPORT

Per Røntved

Per Røntved

  • Wichita Wings: 1982-1984
  • Antal kampe: 66
  • Nickname: "The Danish Blaster"
Foto: TV 2 SPORT

Jørgen Kristensen

Jørgen Kristensen

  • Wichita Wings: 1980-1986
  • Antal kampe: 224
  • Nickname: "Magic Man"
  • Hædere: Pass Master for flest assister i 1981, tredjeflest assister i klubbens historie, tiendeflest assister i ligaens historie
Foto: TV 2 SPORT

Jan Olesen

Jan Olesen

  • Wichita Wings: 1985-1986
  • Antal kampe: 16
  • Nickname: "Goalscoring Goalie"
Foto: TV 2 SPORT

Han drev i mange år Café Magic i Køge. Den tid er nu forbi for den 74-årige pensionerede fodboldstjerne, men han svinger stadig forbi cafeen i ny og næ for at diskutere meritter og skuffelser hos det lokale 1. divisionshold.

Se hele historien om Jørgen Kristensen og resten af dynamitdrengene på TV 2 PLAY fra lørdag den 29. maj. Historien om Magic Man bliver fortalt i afsnit nummer tre, der udkommer lørdag den 5. juni.