EM fodbold

Danmark vinder sidste EM-test - men ét billede bekymrer

Danmark kommer godt ind til EM-slutrunden efter en sikker 2-0-sejr over Bosnien på Brøndby Stadion, hvor Robert Skov forlod banen i store smerter.

Danmark fik søndag aften en god optakt til den kommende EM-slutrunde på hjemmebane.

Parken var denne aften byttet ud med Brøndby Stadion, men det reagerede de danske spillere ganske fint på. Landsholdet kontrollerede testkampen mod Bosnien fra start til slut.

Måltavlen viste 2-0 til Danmark, men det kunne sagtens være blevet til meget mere. Kasper Hjulmand kan dog glæde sig over, han fik hele 17 spillere i aktion i den sidste EM-test. Desværre måtte han også se Robert Skov forlade banen i smerter, og efter kampen kunne man se Skov humpe rundt med en ispose nede omkring anklen.

Danmark 2 - 0 Bosnien

  • 1-0: Martin Braithwaite (’18)
  • 2-0: Andreas Cornelius ('73)

Danmark i kontrol fra start

Landstræner Kasper Hjulmand havde roteret på hele seks positioner i forhold til testkampen mod Tyskland.

Det betød, at Jens Stryger og Nicolai Boilesen startede inde på de to backpladser. Andreas Christensen var tilbage i midterforsvaret, mens Daniel Wass var blevet skubbet op på midtbanen, hvor der også var blevet plads til Mathias Jensen.

Helt fremme fik både Kasper Dolberg og Robert Skov chancen fra start.

Trods de mange ændringer satte danskerne sig på kampen fra dommerens fløjt. Det første kvarter udeblev de helt store chancer trods den store dominans.

Derfor skal man til tider sætte sin lid til tilfældighederne, og det gjorde Danmark efter 18 minutters spil.

Et hjørnespark endte via en bosnisk fod i hovedet på Martin Braithwaite, der uden tøven stangede bolden i mål til 1-0.

Bosnien tæt på udligning

Den danske scoring satte gang i Bosnien. De efterfølgende minutter pressede de hårdt på, og to gange på to minutter havde udebaneholdet glimrende muligheder for at udligne.

Ved et hjørnespark kunne Danmark takke Jens Stryger for, at Bosnien ikke kom på 1-1. Han nåede nemlig ind på stregen og stoppede et bosnisk hovedstød.

Det lille chok fik de danske spillere til at reagere, og kort tid efter burde Christian Eriksen have bragt Danmark i front med to.

Boilesen kom flot over kanten, hvor han med et cutback fandt Inter-profilen lige i fødderne. Desværre for Danmark blev Eriksens skud blokeret.

Det sidste kvarter blev ikke et potpourri af store chancer eller højdepunkter. 1-0 til Danmark ved pausen.

Robert Skov udgik med smerte

Til starten af 2. halvleg havde Hjulmand og Wieghorst rystet godt i posen.

Joachim Andersen afløste Simon Kjær, men offensiven skiftede udtryk, da Jonas Wind og Yussuf Poulsen kom ind til fordel for Martin Braithwaite og Kasper Dolberg.

Aftenens kamp var ikke nogen landskamp, der vil gå over i historiebøgerne. Det var tydeligt at se, at ingen af de danske spillede ville risikere en skade, der ville kunne sende dem ud af EM.

Det første kvarter af 2. halvleg var dog stadig på danskernes præmisser, men det blev ikke uhyre farligt på noget tidspunkt.

Wass kom efter 60 minutter frem til en fin skudmulighed i den bageste del af feltet, men afslutningen blev sendt forbi mål.

Kort efter blev Eriksen taget ud til fordel for Thomas Delaney, og små ti minutter senere kom Andreas Cornelius og Joakim Mæhle på banen i stedet for Robert Skov og Daniel Wass.

Robert Skov måtte desværre forlade banen med stor smerte i ankelregionen.

Cornelius på tavlen

Mæhle skulle ikke bruge mange sekunder på banen, før han kom fri fra sin venstreside til en god mulighed. Atalanta-spillerens afslutning blev dog blokeret og sendt til hjørnespark.

Et hjørnespark, Mathias Jensen sendte ind i panden på Andreas Cornelius. Og bum. 2-0 til Danmark på et flot hovedstødsmål.

Få minutter efter fik Yusuf Poulsen et gigantisk tilbud, som han bare stille og roligt skulle sende i kassen. Poulsen fik dog ikke et ordentligt træf på bolden.

Efter 82 minutter kom Delaney frem til en friløber, men Dortmund-spilleren viste ikke kynisme foran målet. I stedet sendte han bolden ind i benene på Bosnien-keeperen.

De sidste mål udeblev, og Danmark vinder derfor sidste EM-test med 2-0.