Fodbold

Fra Danmarksserien til Superligaen – i denne uge måtte han give slip på sit livsværk

Manden bag et af dansk fodbolds største eventyr er fortid i Hobro IK. Jens Hammer Sørensen skabte succesen med sin egen formel.

Det sluttede på samme måde, som det startede. Og så alligevel ikke. For godt nok debuterede Jens Hammer Sørensen med et 4-0-nederlag, inden han i sidste uge sluttede en æra med de samme cifre.

Men nu spiller Hobro IK i 1. division. Det startede til gengæld i 2002 i Danmarksserien, den fjerdebedste række, hvor Jens Hammer Sørensen begyndte som spillende assistent for træneren.

Jeg havde aldrig tænkt over, at jeg skulle stoppe i klubben, så det er vitterligt ikke noget, som jeg selv har valgt

Jens Hammer Sørensen, tidligere sportschef i Hobro IK

Hans ældste søn ligger ikke længere i barnevogn ude på sidelinjen, men fyldte i sidste uge 20 år. I den mellemliggende periode skabte Hobro IK et af de største eventyr i dansk fodbold.

Ingen havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det ville gå sådan. Og måske heller ikke, at det ville ende sådan for manden, der har en stor andel i succesen, hvor amatørklubben Hobro IK sprang skalaen for sensationer og rykkede helt op i Superligaen.

Under dette interview sidder Jens Hammer Sørensen på sit kontor på DS Arena i Hobro. Det er hans sidste arbejdsdag som sportschef. Om lidt bliver computeren slukket for sidste gang, og whiteboardet bag ham skal bogstavelig talt hviskes rent.

Holdet er sluttet som nummer ni i 1. division, og nu har bestyrelsen valgt en ny retning for klubben, og den indebærer ikke længere Jens Hammer, der er opsagt per 1. juni.

- Det har været hårdt at få den melding, fordi klubben er blevet en del af mig. Jeg havde aldrig tænkt over, at jeg skulle stoppe i klubben, så det er vitterligt ikke noget, som jeg selv har valgt, fortæller Jens Hammer.

Mennesker fremfor spillere

Det var næsten så idyllisk, som man kan forestille sig, da Hobro IK rykkede op fra 1. division i 2014. Det var lokale spillere, der passede bondegård, var skole- og gymnasielærere eller sad i banken. Efter arbejde spillede de fodbold. Sportschef Jens Hammer underviste på Randers Realskole i dagtimerne. Det fortsatte han med at gøre indtil for fire år siden.

Hobro IK trodsede alle forudsætninger. Året efter gentog amatørspillerne kunststykket ved at overleve i Superligaen og besejre storholdene Brøndby IF og FC København. I alt har klubben været i Superligaen i fem af de seneste otte sæsoner.

Jens Hammer efter sidste kamp som sportschef for Hobro.

Bagmanden var Jens Hammer, der som sportschef prædikede bløde værdier som sammenhold, det hele menneske og foreningsliv. Begreber, som ofte kommer i klemme på eliteniveau, hvor alt handler om den konstante jagt på en sejr.

Jens Hammer har haft flere roller i Hobro IK, men siden 2010 har han været sportschef, hvor han har haft stor indflydelse på alle væsentlige beslutninger i klubben.

- Jeg ville skabe et "vi", hvor vi alle var på samme hold. Jeg elsker foreningstanken, hvor man bidrager til fællesskabet, fordi jeg tror på, at man kan vinde fodboldkampe og point ved et stærkt sammenhold. I andre, professionelle klubber skal spillerne bare have noget ud af klubben. Det bliver mere et arbejdstager- og arbejdsgiverforhold, mener Jens Hammer.

Han er en fantastisk leder, fordi han ser alle, og han snakker med alle

Martin Mikkelsen, tidligere fodboldspiller i Hobro

Folk arbejdede udover jobbeskrivelsen

Den følelse genkender Martin Mikkelsen. Han skiftede i 2014 til Hobro IK, da klubben var rykket op i Superligaen. Ligesom andre Hobro-spillere var han ikke slået igennem i en professionel klub.

- Det var en flok spillere, der var skabt i Jens’ ånd. Det var rigtige mennesker, som var kommet ud af boblen. De havde fået uddannelse, job og tog ansvar for deres liv. Selvforståelsen var ikke skævvredet, og folk troede ikke, de skulle videre til FC Barcelona, siger Martin Mikkelsen.

Peter Sørensen var cheftræner for Hobro IK fra 2019 til februar 2021. Tidligere har han været i blandt andet AGF og Silkeborg IF. Han har både indefra og udefra oplevet det særlige fundament i Hobro IK.

- Det er langt mere utroligt, hvad Hobro har præsteret, end folk går og tror. Alle hjalp hinanden og løb den ekstra meter. Mange gjorde en hel del udover jobbeskrivelsen, fordi de ville klubben det bedste. Det i en uset grad i professionel sammenhæng. Det er i høj grad Jens Hammers fortjeneste, at det har kunnet lade sig gøre, siger Peter Sørensen.

Perspektiv

11. september 2015

Martin Mikkelsen spillede 149 kampe for Hobro IK fra 2014 til 2019.

Mørket sænkede sig over et regnvådt DS Arena i Hobro. Stillingen var 1-1 mellem Hobro IK og AGF, da Superliga-kampen gik ind i næstsidste minut. Pludselig stod Martin Mikkelsen helt umarkeret i AGF’s straffesparksfelt, og han udnyttede muligheden for at blive matchvinder. Martin Mikkelsen jublede ustyrligt. Han havde scoret mod sin gamle klub, som gav ham dårlige oplevelser som seniorspiller. Hobro vandt 2-1, og forløsningen var vild for midtbanespilleren. Det var den største aften i karrieren.

Sportschef i øjenhøjde

Jens Hammer er formentlig den sportschef i dansk fodbold, der er bedst til at spille bordtennis. For nogle år siden arrangerede spillerne i Hobro IK en intern bordtennisturnering. Alle spillerne deltog. Jens Hammer vandt suverænt.

Mens andre sportschefer eller -direktører holder professionel distance til spillertruppen, har Jens Hammer altid gjort en dyd ud af det modsatte. Ja, ligefrem være venskabelig med spillerne. Eller ven i nogle tilfælde.

Jeg blev så dårlig, at jeg skulle kaste op, og jeg fik også tynd mave, så spillerbussen måtte holde ind til siden

Jens Hammer om et væddemål med Danilo Arrieta

Risikoen er, at de personlige bånd skygger for den professionelle vurdering. Men i en lille klub som Hobro IK har den korte afstand mellem ledelse og spillertrup været vigtig for sportschefen.

En dag stod Martin Mikkelsen tilfældigvis ved siden af Jens Hammer ved pissoiret i klubben. 30 sekunder senere havde de aftalt at forlænge aftalen med et år mere. Næste dag skrev Martin Mikkelsen under.

Martin Mikkelsen fik glæden ved fodbolden tilbage under sin tid i Hobro.

Der var også dengang, hvor Danilo Arrieta var svær at overtale til en ny kontrakt. På det tidspunkt var han den store stjerne i Hobro IK, der rykkede op fra 2. division til 1. division.

De sjove anekdoter og specielle bånd

Truppen var på vej til kamp i Næstved, da Arrieta udfordrede Jens Hammer med et væddemål. Hvis sportschefen kunne sidde med snus under læben i 15 minutter, ville han spille en sæson yderligere i klubben. Jens Hammer havde røget i 25 år, så han tøvede ikke, selvom han aldrig havde prøvet det før.

- Jeg blev så dårlig, at jeg skulle kaste op, og jeg fik også tynd mave, så spillerbussen måtte holde ind til siden. Men jeg gjorde det, og Arrieta forlængede dagen efter, husker Jens Hammer.

Bag de morsomme anekdoter gemmer sig dog også en dybde, der er lige så usædvanlig for en sportschef.

- Han er en fantastisk leder, fordi han ser alle, og han snakker med alle. Jeg blev faktisk ven med ham, selvom han var sportschef, og det tror jeg også, at mange andre spillere vil sige. Han er en slags pædagog, som sørger for, at alle har det godt, siger Martin Mikkelsen.

Han spillede fem sæsoner i Hobro IK fra 2014 til 2019 og knyttede et specielt bånd til Jens Hammer.

- Jeg har været sygemeldt med stress, og jeg har været sårbar som fodboldspiller. Jeg havde mange spøgelser og dæmoner indeni, men Jens var god til at håndtere det. Det er nemt nok at snakke i timevis i medgang, men han gjorde det også i modgang, fortæller Martin Mikkelsen.

Perspektiv

12. september 2015

Adama Tamboura blev brugt mod AGF, selvom hans spillerlicens ikke var i orden. Det kostede tre point for Hobro og en ærgerlig sag for Jens Hammer.

Det var dagen efter sejren over AGF. De tre point havde givet Hobro lidt medvind i tabellen efter en hård sæsonstart. Men sejren kom ikke til at stå. Adama Tamboura fik debut mod AGF, men hans spillerlicens var mod forventning ikke på plads, så Hobro var ved at blive taberdømt 3-0. Jens Hammer ringede til Martin Mikkelsen. Det var uvirkeligt. Martin Mikkelsen græd af forløsning aftenen forinden, fordi han viste AGF, at han godt kunne alligevel. Nu kom tårerne igen. Karrierens højdepunkt blev pludselig fjernet fra historiebøgerne.

Ærgerlige sager har kostet

Hobro IK har gradvist rykket sig væk fra at være en amatørklub. Klubben fandt hurtigt ud af, at det ikke var holdbart, at spillerne skulle møde på arbejde, mens konkurrenterne i Superligaen havde fri. Det sled for hårdt på spillerne i længden.

Så spillertruppen er nu fuldtidsprofessionel, og stadion og træningsfaciliteter er moderniserede.

Det, han har gjort for klubben, vil ingen andre kunne have gjort bedre

Peter Sørensen, tidligere cheftræner i Hobro

Det har været en stejl, men nødvendig læringskurve for klubben og Jens Hammer at lave den omstilling. Og det handler ikke kun om arbejdsvilkårene for spillerne.

Der har været flere sager, hvor der har været rod i klubbens papirer. Tamboura-sagen endte med et skrivebordsnederlag i Superligaen, og klubbens andethold i Jyllandsserien blev samme år taberdømt i hele syv kampe, fordi to spillere ikke havde spillerlicensen i orden.

I denne sæson var den gal med Christian Cappis. Klubben havde ikke forlænget hans arbejdstilladelse, og derfor måtte amerikaneren rejse hjem til USA. Først da papirerne var bragt i orden, kunne han returnere til Hobro. Det kostede ham deltagelse i syv kampe.

Jens Hammer er ked af alle sagerne, men det er prisen for at være en lille fisk, der svømmer i det store bassin, mener han.

- Jeg kan leve med det, fordi jeg ikke har været en slendrian. Jeg har simpelthen ikke vidst bedre. Vi har ikke haft en administration, der kunne håndtere de ting, fordi vi er en lille klub. Vi er helt autodidakte i den sammenhæng, indrømmer Jens Hammer.

Succes presser værdier

I takt med den større økonomi og professionalisering i klubben er der også kommet flere svære beslutninger. Her er de grundlæggende værdier kommet under pres i overgangen fra forening til forretning.

Ifølge Peter Sørensen ligner Hobro IK nu i store træk enhver anden fodboldklub. I hans to år som cheftræner var der spillere fra arabiske lande, Nordamerika, Sydeuropa og Norden. Og så lejespillere, som havde fokus på personlig udvikling, så de kunne komme tilbage til en større klub.

Det rammer klubånden, som har drevet Hobro IK så langt.

- Der vil være en voldsom forskel i lønnen, hvor nogle spillere tjener ti gange så meget som andre. Det udfordrer fællesskabet. Det er derfor, at foreningstanken på mange måder er uforenelig med den professionelle verden, mener Peter Sørensen.

Den udfordring er Jens Hammer opmærksom på, og han har måttet kæmpe for sine principper.

- Det har for eksempel været vigtigt for mig, at alle fik det samme, når vi forhandlede oprykningsbonus, så det ikke kun var dem, der havde spillet flest kampe, som fik del i den. På sådanne punkter er vi anderledes end andre klubber, uddyber Jens Hammer.

Vanskeligere har det været, når sportschefen vil have alle spillere med på en træningslejr, mens cheftræneren hellere vil spare et par pladser væk, så pengene kunne blive brugt et andet sted.

- Jeg har en gang imellem været uenig med Jens Hammer, fordi jeg syntes, at han skulle træde i karakter som sportschef på en anden måde, end han har gjort. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at han altid har gjort det bedste for Hobro. Det, han har gjort for klubben, vil ingen andre kunne have gjort bedre, vurderer Peter Sørensen.

Perspektiv

12. september 2015

Jens Hammer Sørensen begyndte i Hobro IK i 2002. Siden har han både være spillende assistent, træner og sportschef.

Martin Mikkelsen var ked af det, og han kunne høre på Jens Hammer, at han også var det. Nok var det sportschefens ansvar, men ligefrem at give ham skylden for brug af en ulovlig spiller, det så Martin Mikkelsen ingen grund til. Selvom om det største øjeblik var taget fra ham, kunne han ikke være sur på sportschefen. Det var umuligt. I Martin Mikkelsens verden er Jens Hammer det rareste og varmeste menneske, han er stødt på.

Livet efter Hobro

Jens Hammer vil fortsat være at finde på DS Arena til Hobro IK’s hjemmekampe. Men nu som fan. På den ene side bliver det en underlig rolle for ham, og på den anden side glæder han sig til at kunne råbe sin ærlige mening om spillerne og dommeren.

Han afleverer klubben midt i en brydningstid. Godt nok spillede Hobro IK sig til endnu en sæson i 1. division, men den nye bestyrelse vil lave et nyt projekt, og det er usikkert, hvad det medfører.

Det har været et hårdt job, og der har været mange søvnløse nætter. Jeg har været dårlig til at sove over en lang periode

Jens Hammer om dét at skulle øve sig i at sove ordentligt igen

Jens Hammer skabte en kolossal optur ved at finde spillere, der var sorteret fra i andre klubber. Han samlede dem op og fik dem til at blomstre.

Nu vil klubben skabe sine egne talenter fra sin egen talentafdeling. Det mener Jens Hammer ikke kan lade sig gøre, fordi ungdomsafdelingen ikke er stærk nok, når ambitionen er at være i top-18 i Danmark. Det svarer til den øverste halvdel af 1. division.

Hvad hans personlige fremtid bringer, ved han ikke endnu. Man skulle tro, at andre klubber ville skele til en mand, der har sat upåagtede Hobro IK på Danmarkskortet. Det gør de måske også, men det er ikke sikkert, at 48-årige Jens Hammer også kigger i samme retning.

- Jeg tror ikke, at der er plads til mine værdier, fordi det handler om cool business. Det passer ikke godt til mig. Jeg har aldrig drømt om at blive sportschef i en større klub, fordi jeg har været så forbundet med Hobro, at jeg ikke kunne se mig selv andre steder, konstaterer Jens Hammer.

Hobro rykkede senest ud af Superligaen i juli 2020, hvilket efterlod en flok skuffede spillere ved udskiftningsbænken.

Skal øve sig i at sove ordentligt igen

Helt afvisende er han dog ikke i forhold til fortsat at spille en rolle i dansk fodbold på et eller andet plan.

- Jeg er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet med fodbold. Så det bliver en af de to ting. Jeg kan ikke forestille mig andet, forudser han.

Men først skal han have styr på sin døgnrytme.

- Jeg skal øve mig i at sove. Det har været et hårdt job, og der har været mange søvnløse nætter. Jeg har været dårlig til at sove over en lang periode, erkender Jens Hammer.

Jens Hammer Sørensen blev fritstillet 31. maj.

Minder er der nok af at genopfriske i drømmene: oprykningen til 1. division, oprykning til Superligaen eller 3-0-sejren i Parken over FC København. Det er næppe 4-0-nederlaget i 2002 eller 2021, han finder frem, hvis han selv kan bestemme.

Det eneste, der måske nager ham i drømmene, er, at det ikke blev en bedre afsked med livsværket.