EM fodbold

Landstræner indkalder erstatning for skadet Liverpool-stjerne

Ben White fra Brighton har fået plads i Englands EM-trup efter skaden til Trent Alexander-Arnold.

Gareth Southgate har fundet afløseren for Trent Alexander-Arnold i den engelske EM-trup.

Liverpoolstjernen, der normalt spiller højre back, blev skadet i sidste uges testkamp mod Østrig og kommer ikke med til slutrunden. Mandag har Englands landstræner så udtaget Ben White, der til daglig spiller for Brighton.

Det skriver det engelske landshold på Twitter.

White har været en del af den engelske bruttotrup frem mod EM og var også på banen i begge Englands testkampe i sidste uge. Midterforsvareren var dog ikke udset til at skulle med til EM, men det er der altså lavet om på nu.

White er 23 år gammel og har siden 2014 været ejet af Brighton. Siden er det blevet til flere lejeophold i andre klubber, blandt andre Leeds.

I den netop overståede sæson spillede han stort set samtlige minutter for Brighton i Premier League. Whites to optrædener i den forgangne uge er hans eneste på det engelske A-landshold.

England er ved EM placeret i gruppe D med Tjekkiet, Kroatien og Skotland. Englænderne spiller alle deres kampe i gruppespillet hjemme på Wembley i London.