EM fodbold

Benzema forlod sidste EM-test med skade

Frankrigs landstræner nedtoner alvor af skade til Karim Benzema efter 3-0-sejr over Bulgarien i træningskamp.

Det franske fodboldlandsholds EM-forberedelser led tirsdag aften et knæk, da den genindkaldte Real Madrid-profil Karim Benzema måtte lade sig udskifte med en skade i holdets sidste træningskamp før turneringen mod Bulgarien.

Trods en sejr på 3-0 var det Benzemas helbred, der stjal opmærksomheden efter kampen.

Angriberen måtte lade sig udskifte i det 41. minut, efter at han landede akavet på benet efter et hovedstød. På vej mod bænken kunne man se ham tage sig til knæet, men efter kampen nedtoner Frankrigs træner, Didier Deschamps, alvoren af skaden.

- Han har fået et slag på knæet, der påvirker musklerne. Han følte, at hans ben blev stift, så han bad om at blive skiftet ud. Vores lægestab tager sig godt af ham, siger Deschamps.

Det vides endnu ikke, om episoden får konsekvenser for angriberens EM-deltagelse.

Kampen mod Bulgarien var 33-årige Benzemas bare anden for Frankrig i over fem år, efter at han har været ude i kulden i forbindelse med en afpresningssag, der skal for retten til oktober.

Erstatning scorede to mål

Real Madrid-spilleren måtte efter udskiftningen se sin direkte erstatning Olivier Giroud notere sig for to scoringer i anden halvleg. Frankrigs første mål blev scoret af Antoine Griezmann i første halvleg.

Tirsdag i næste uge venter en væsentligt sværere modstander, når de forsvarende verdensmestre tager hul på EM mod Tyskland. Holdet er foruden tyskerne i gruppe med Portugal og Ungarn.

Også EM-favoritterne fra Spanien varmede op til turneringen tirsdag aften med en træningskamp mod Litauen - og så alligevel ikke helt.

Spanierne havde nemlig sendt deres U21-landshold i aktion, da et coronaudbrud har sendt hele seniorlandsholdet i isolation kort før EM.

Alligevel lykkedes det Spanien at hive en 4-0-sejr i land på hjemmebane.

Holdet spiller efter planen sin første kamp ved EM mandag mod Sverige.