Fodbold

Engelske Super League-klubber betaler millioner

De engelske klubber, der forsøgte at starte Super League, har endnu engang angret deres handlinger. Denne gang sender de penge med undskyldningen.

Efter det fejlslagne Super League-projekt er det efterhånden svært holde styr på klubbernes undskyldninger.

Den seneste, der kommer fra de seks engelske medstiftere, vækker dog opsigt, fordi der følger en slags dummebøde med.

Ifølge Premier League har Arsenal, Tottenham, Chelsea, Manchester City, Manchester United og Liverpool valgt at sende 190 millioner kroner til dem, de var ved at forråde med planerne om en udbryderliga.

- Som en gestus af velvilje har klubberne enstemmigt vedtaget at sende et bidrag på 22 millioner pund, der går til spillets bedste - inklusive nye investeringer i fans, græsrodsfodbold og samfundsprogrammer, skriver Premier League.

Derudover er klubberne enige om at støtte en lovændring i engelsk fodbold, så lignende forsøg på at starte en privat liga vil blive straffet med 30 minuspoint i Premier League samt en bøde på 25 millioner pund.

Donerer også penge til UEFA

Super League blev præsenteret tidligere på året som en række storklubbers bud på en ny, europæisk liga. Det førte til store protester blandt både fans og øvrige klubber, hvorefter ni ud af de 12 medstiftere trak deres deltagelse tilbage og undskyldte i et væk.

De klubber, der har forladt Super League-projektet, er allerede straffet via det europæiske fodboldforbund, UEFA. Her har de fået en bødestraf, der svarer til svarer til fem procent af de indtægter, en sæson med europæiske kampe ville give dem.

Samtidig har klubberne indvilget i tilsammen at donere 15 millioner euro (111,5 millioner kroner), der skal gå til børne-, ungdoms- og græsrodsfodbold rundt om i Europa.

Disse klubber har forladt Super League

  • Fra England: Manchester City, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Tottenham og Arsenal
  • Fra Italien: Inter og Milan
  • Fra Spanien: Atlético Madrid

De sidste Super League-stiftere er Juventus, Barcelona og Real Madrid, der endnu ikke har trukket planerne om en ny liga til sig. Deres sager behandles i UEFAs disciplinære organer.