Galt eller genialt? Lazio antyder ny træner med rygende cigaret
Maurizio Sarri ryger fremover sine cigaretter på sidelinjen som Lazio-træner. Det mere end antyder klubben.
Den italienske hovedstadsklub Lazio mistede for nylig sin cheftræner gennem de seneste fem år, Simone Inzaghi.
Han er nu erstattet af 62-årige Maurizio Sarri, mere end antyder klubben på sine officielle kanaler onsdag eftermiddag.
Sarri har været arbejdsløs siden sidste sommer, da han blev fyret i Juventus på trods af et vundet mesterskab i sin første sæson i klubben.
Før Juventus vandt Sarri med Chelsea en Europa League-titel og sluttede som nummer tre i Premier League i 2018/19-sæsonen, inden han selv ønskede at vende tilbage til Italien.
Den karismatiske italiener er blandt andet kendt som storryger, og det image har Lazio modsat Chelsea og Juventus tilsyneladende ikke tænkt sig at nedtone.
Antyder skifte med cigaret
Klubben teasede for ansættelsen onsdag ved blandt andet at skrive: "Hvem kan tænde?", efterfulgt af en cigaretemoji på Twitter.
Helt officielt har Lazio ikke nævnt Sarri ved navn endnu, men et tweet med billeder en cigaret, træningstøj og en bank bekræfter den seneste uges historier om det kommende samarbejde.
Billederne er nemlig åbenlyse symboler på den tidligere bankmand, der fik sit gennembrud som toptræner i Empoli for små ti år siden og siden fulgte succesen op i Napoli.
Lazio er langt fra ubekendt med at have en storrygende cheftræner på sidelinjen.
I midten af 1990'erne pulsede det offensivt kompromisløse trænerikon Zdenek Zeman løs, mens han stod i spidsen for en af klubbens mest succesfulde perioder.