EM fodbold

Godt nyt i spansk EM-lejr

Onsdagens PCR-prøver i den spanske EM-lejr var alle negative. De to positive, Sergio Busquets og Diego Llorente, var dog ikke en del af testen.

Det er fuldt forståeligt, hvis spillere, fans og trænerstab i Spanien holder vejret, hver gang resultater fra coronaprøver tikker ind.

Denne gang kunne de heldigvis ånde lettet op. For onsdag aften kom resultaterne fra morgenens PCR-prøver retur, og alle svar i træningslejren var negative. Det gælder både for spillerne og staben i den primære og parallelle boble.

Det meddeler Det Spanske Fodboldforbund på sin hjemmeside.

Dermed slipper landsholdet i denne omgang for at sende flere spillere i isolation.

Nyligt indkaldte spillere testet negativ

Anfører Sergio Busquets, der blev testet positiv søndag, samt Diego Llorente, der afleverede en positiv test tirsdag, var ikke en del af de PCR-testede personer. De sidder fortsat i isolation.

Landets fodboldforbund oplyser, at de negative spillere onsdag var tilbage på træningsbanen i reducerede grupper og lavede individuelle træningsøvelser.

Natten til onsdag indkaldte landstræner Luis Enrique yderligere 11 spillere til den såkaldte parallelle boble for spillere, der skal være klar til at træde til, hvis smitten udbreder sig i den primære trup. Der er nu 17 spillere i den parallelle boble.

Kan ændre truppen til lørdag

Forbundet meddeler ikke noget om Llorente og Busquets' situation eller om, hvorvidt de bliver en del af EM-holdet.

Landstræneren kan lave ændringer i sin endelige trup indtil lørdag. Han er dog i den særlige situation, at han på forhånd kun udtog 24 spillere i stedet for de 26 tilladte.

Spanien spiller sin første kamp mod Sverige, der ligeledes kæmper med coronasmitte. De to decimerede mandskaber mødes 14. juni.