Godt nyt om tvivlsom EM-dansker
Offensivspilleren Robert Skov har været tvivlsom siden EM-testen mod Bosnien, hvor han måtte udgå. Onsdag kom landstræneren med opmuntrende nyt.
Imens resten af herrelandsholdet i starten af ugen gik på træningsbanen og indledte de sidste forberedelser til EM-slutrunden, måtte Hoffenheim-spilleren Robert Skov se på fra sidelinjen.
En bekymret landstræner, Kasper Hjulmand, kunne fortælle, at Skov skulle undersøges yderligere i løbet af mandagen. Men nu er der godt nyt for Hjulmand og Skov - om end det ser sort ud med henblik på første kamp mod Finland lørdag.
- Det var en forholdsvis positiv melding, vi fik på Robert Skov. Det tegner til, vi kan få gjort ham klar. Måske ikke til den første kamp, men ret sikkert til den anden kamp. Vi kan skifte ud hele vejen frem til fredag, så det er klart, at vi kigger på de næste to døgns belastning. Hvis prognoserne forandrer sig, så det lige pludselig lander på 14 dage eller 3 uger, så bliver vi nødt til at skifte.
- Men som det er lige nu, ser det positivt ud, og vi håber på, at Robert relativt hurtigt kan komme på træningsbanen, og vi kan få gjort ham klar. Helt sikkert til kamp nummer to, siger Kasper Hjulmand til TV 2 SPORT.
Og dermed er alle 26 spillere med i loopet til EM?
- Som det er nu, ja.
Robert Skov vred rundt på sin venstre ankel i sidste EM-test mod Bosnien søndag aften. Efterfølgende spillede han videre, men med små 20 minutter tilbage af opgøret lod han sig udskifte.
Danmarks første kamp ved EM finder sted på lørdag, hvor Finland skal en tur i Parken.
Kasper Hjulmand kan indtil fredag vælge at skifte Robert Skov ud med en anden spiller.