Fodbold

Jung er færdig i Brøndby

Anthony Jung var aldrig i tvivl, da han fik muligheden for at spille i den tyske traditionsklub.

De nykårede danske mestre fra Brøndby IF mister en vigtig spiller til titelforsvaret.

Den tyske back Anthony Jung har nemlig skrevet kontrakt med tyske Werder Bremen. Det bekræfter den tyske klub på Twitter.

- Efter godt fire vellykkede år i København og med mesterskabet glæder jeg mig til at vende tilbage til Tyskland. Efter opkaldet kom fra Werder Bremen og Markus Anfang (cheftræner, red.), behøvede jeg ikke at tænke to gange. Det bliver en virkelig spændende liga med mange store klubber. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang i Werder og få succes, siger den nu tidligere Brøndby-profil.

Brøndby kommer til at savne sin stærke back.

- Afskeder er en naturlig del af fodboldverdenen, og selvom vi vil savne Tony, så har han i den grad gjort sig fortjent til at tage næste skridt i sin karriere. Tony og hans kone står foran en familieforøgelse, og alle i Brøndby IF ønsker dem alt det bedste fremadrettet på og uden for banen, og jeg er sikker på, han kommer til at tænke tilbage på sin tid i Brøndby IF som nogle af de bedste år i sin karriere, lyder det fra fodbolddirektør Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.

Den 29-årige back kommer dog ikke til at spille på øverste niveau i Tyskland.

Efter 40 år i Bundesligaen måtte Werder Bremen efter en skuffende sæson en tur ned i den næstbedste tyske fodboldrække, da de trak det korteste strå mod FC Köln og Arminia Bielefeld om at undgå direkte nedrykning fra Bundesligaen.

Anthony Jung nåede at spille 145 kampe og score fire mål i den gule trøje.