EM fodbold

Video af coronaramt svensk stjerne ærgrer landstræner

Den svenske landsholdslejr skulle onsdag forholde sig til en video af coronaramte Dejan Kulusevski, der følte sig immun.

Kort før Sverige skulle samles forud for EM, var den svenske stjerne Dejan Kulusevski til sammenkomst med venner og familie.

Det bekræfter landstræner Janne Andersson til Fotbollskanalen.

- Jeg har talt med Dejan. Baggrunden er, at Dejan blev inviteret af sin søster og hendes kæreste til middag med sin kæreste. Da han ankom, var nogle af hans venner der som en lille overraskelse.

En video med Kulusevski til middagsselskabet har fået stor opmærksomhed, efter han tirsdag aften blev testet positiv for virussen. Videoen er optaget i spillernes ferie mellem 29. maj og 2. juni, bekræfter den svenske landsholdslejr.

Følte sig immun

Dermed gik Juventus-spilleren imod landsholdets anbefalinger om at passe på inden slutrunden.

- Dejans grundlæggende holdning er, at han har haft corona. Han har ikke været så bekymret – jeg hører også til dem, som har følt sig immune. Det var hans holdning. Så i bakspejlet har han indset, at det ikke var godt, siger landstræneren.

Videoen af Kulusevski fra spillernes ferie kan ses her:

Kulusevski bliver ikke straffet

Den svenske landsholdslejr fortæller onsdag, at de ikke tror, at Kulusevski blev smittet i forbindelse med middagsselskabet. De tror, smitteten stammer fra en slægtning.

Ifølge den svenske avis Expressen er der fire spillere, der har været i tæt kontakt med Kulusevski, som var den første i Sveriges trup til at teste positiv. En time senere testede Mattias Svanberg positiv.

Det fremgår ikke, om Svanberg var én af de fire, men der er billeder af, at de to spillere sidder side om side til en træning.

Onsdag meddeler landstræner Andersson, at Kulusevski ikke bliver straffet.

Efter smitteudbruddet har Sverige lavet nye regler for resten af EM-samlingen:

  • Daglige kviktest og øget antal PCR-test.
  • Fremover vil taktikmøder foregå i små grupper og i det størst tilgængelige rum.
  • Behandling af spillere vil blive tidsbegrænset og – så vidt som muligt – foregå udendørs.
  • Planlagte fællesaktiviteter er aflyst.
  • Rejser med bus vil blive minimeret.
  • Der vil fremover være en begrænsning på antallet af spillere, der kan være i fitnesscentret og til andre indendørs aktiviteter.

Sverige spiller sin første kamp ved EM mod Spanien 14. juni. Her er Kulusevski og Svanberg ikke med.