EM fodbold

Der kommer ikke 25.000 tilskuere i Parken mod Finland, siger DBU

Det bliver ikke realistisk at få 25.000 tilskuere i Parken til kampen mellem Danmark og Finland.

Politikerne havde arbejdet det meste af natten, så danskerne kunne vågne op til glædelige nyheder.

Samfundet åbner i højere grad op, og det betyder, at der er givet grønt lys til 25.000 tilskuere til EM-kampene i Parken.

Vi havde kunnet nå det, hvis vi havde fået besked i bedre tid

Jakob Jensen, administrerende direktør i DBU

Meldingen kommer dog blot to dage før, at Danmark spiller den første EM-kamp i Parken mod Finland. Derfor får Dansk Boldspil-Union (DBU) ikke mulighed for at få yderligere 9000 mennesker ind på stadion.

- Svaret er desværre nej. Det kan vi ikke nå til Finlands-kampen. Vi kan forhåbentlig nå det til de to næste kampe. Man skal huske på, at stadion lige nu er indrettet, så der sidder en person, og så er der en tom stol, og så sidder der en person igen, siger administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen, til TV 2 SPORT.

- Hvis vi skal have flere ind på stadion, så skal de sidde på de tomme stole imellem dem, der allerede har købt billetter. Så kunne man sige: ”Kan de ikke bare bytte billet?”. Nej, det kan de ikke, for alle skal coronaregistreres præcis dér, hvor de sidder. Så det er en kæmpe opgave, som vi har fået af politikerne. Den tager vi på os, men vi kan ikke nå det til kampen mod Finland. Det har vi også meldt ind til myndighederne, at det ikke er en mulighed.

Kommer der stadig 15.900 ind mod Finland - eller lidt flere ind?

- Det kigger vi ned i lige nu, men jeg kan bare sige, at kampen er om under 60 timer, og der er distribueret et hav af billetter efter en siddeplan, som allerede gør sig gældende. Så det er meget, meget vanskeligt til kampen mod Finland, desværre.

- Vi havde kunnet nå det, hvis vi havde fået besked i bedre tid, men vi knokler videre for, at det kan lade sig gøre for så mange som overhovedet muligt af de danske fans at komme ind og følge landsholdet, siger Jakob Jensen.

"Et bedre EM end forventet"

Politikerne fik i fællesskab forhandlet sig frem til, at der under EM-kampene i Parken må være 25.000 tilskuere frem for de planlagte 15.900.

Derfor var der glæde at spore, da politikerne trådte ud af forhandlingslokalet torsdag morgen.

- Så får vi et bedre EM i Danmark, end vi havde forventet. Vi troede, at der kun måtte være 16.000, men nu må der være 25.000 i Parken.

- Det er bare et spørgsmål om, hvor hurtigt DBU kan arrangere det. Muligvis allerede mod Finland på lørdag. Hvis DBU kan nå det, kan der komme 25.000 i parken, lød det fra Ole Birk Olesen, gruppeformand i Liberal Alliance.

Jakob Jensen fra DBU deler glæden om de signaler, som politikerne sender. Han fortæller yderligere, at de lige nu kigger ned i, hvorvidt de kan nå at få flere i Parken til de kommende kampe.

- Vi er rigtig, rigtig glade for det politiske signal, men det er klart, det havde været nyttigt at få mere end to dage, inden den første kamp skal spilles, når vi i forvejen er underlagt en række coronarestriktioner, registreringer og så videre, der gør det meget, meget svært at få op at stå til kampen mod Finland.

- Men vi gør alt, hvad vi kan fra DBU’s side for at få det her til at spille, så godt som vi kan, fortæller Jakob Jensen.

Virolog undrer sig

Jakob Jensen gør det klart, at DBU i samarbejde med UEFA kæmper hårdt for, at der til kampen mod Belgien 17. juni kan komme 25.000 tilskuere i Parken.

Skulle det blive en realitet, er det ikke noget, der nødvendigvis skaber glæde i alle afkroge af det danske land.

- Jeg er lidt undrende over for, man lige pludselig kan være 25.000 i Parken. Det er godt nok udendørs, men jeg har svært ved at se, hvordan man skal putte 25.000 ind på stadion under sikre omstændigheder.

- Det er mærkeligt, at EM-kampene må spilles for så mange tilskuere, når for eksempel koncerter og festivaler, så vidt jeg ved, ikke har samme muligheder, siger Allan Randrup, professor i eksperimentel virologi, Københavns Universitet.

Danmark spiller de tre EM-gruppekampe i Parken.

Finland kommer på besøg 12. juni, Belgien 17. juni og Rusland 21. juni.