EM fodbold

- Et kæmpe nederlag, jeg aldrig har opnået flere landskampe

Jonas Lössl lægger ikke skjul på, at han havde drømt om at spille langt flere landsholdskampe end den enkelte kamp, det er blevet til hidtil.

Når han kigger frem, glæder han sig. Men når han kigger tilbage, ærgrer han sig.

FCM-keeperen Jonas Lössl ser frem til EM-slutrunden på hjemmebane, men når han reflekterer over sin landsholdskarriere, er han ikke ét stort smil.

Lössl, der kan skrive både Premier League, Ligue 1 og Bundesligaen på sit CV, har været inde omkring landsholdet i mange år. Alligevel er det blot blevet til en enkelt halvleg for A-landsholdet i Danmark.

- Det er da et kæmpe nederlag rent personligt, at jeg aldrig har opnået flere landskampe, end jeg har. Det er da klart, for det har jeg altid haft en ambition om, siger Lössl til TV 2 SPORT.

Lössl har været udtaget til landsholdet utallige gange, men FCM-keeperen har altid stået i skyggen i Kasper Schmeichel. Derfor er det blot blevet til 45 minutter i en testkamp mod Skotland tilbage i 2016.

Kan sagtens lægge egoet til side

Den 1.95 meter høje målmand har dog fuld forståelse for hierarkiet mellem målmændene på landsholdet.

- Hvis jeg lægger egoet til siden og kigger på, hvor god en målmand Kasper er, og hvor vi er henne nu, så kan jeg helt ærligt nede i maven sige, at det glæder mig rigtig, rigtig meget, når Kasper spiller godt. Jeg har dyb respekt for Kasper på både det sportslige og personlige plan. Han er en fantastisk sportsmand og en ener. Så vi bakker 100 procent op omkring ham.

- Jeg kunne da godt have ønsket mig, jeg havde haft 10, 20 eller 50 landskampe mere, end jeg har haft over de år her. Men jeg er med, og jeg føler, jeg bidrager så meget, jeg kan. Vi har en vigtig rolle i at presse Kasper hver dag sportsligt og støtte ham personligt, siger han.

Lössl vendte hjem til FC Midtjylland i vintertransfervinduet.

Danskeren fik ikke spilletid i engelske Everton, hvorfor det var det naturlige valg frem mod en EM-slutrunde på hjemmebane.

Det største, han har prøvet

Jesper Hansen fra FC Midtjylland havde på tidspunkter overhalet Lössl i landsholdshierarkiet.

Skæbnen ville så, at Lössl og Jesper Hansen det seneste halve år skulle kæmpe om pladsen i FCM-buret. Og om den sidste plads på landsholdet, hvor Kasper Schmeichel og Frederik Rønnow i mange år har været selvskrevet.

Lössl tog pladsen i Herning, og landsholdspladsen fulgte med, og derfor jubler han selvsagt over, han nu får muligheden for at opleve det historiske mesterskab på dansk grund.

- Jeg vil ikke sige, jeg har drømt om det her hele livet, for hvem havde troet, vi kunne få et EM på hjemmebane. Men da det lå i bogen, ja… Det er det største, jeg har prøvet. Jeg glæder mig helt vildt, til det går i gang.

Kasper Schmeichel er med stor sandsynlighed foretrukket i målet lørdag, når Danmark møder Finland ved EM i Parken.

Kun Kasper Hjulmand ved, om det er Rønnow eller Lössl, der skal tage over, hvis Schmeichel ender med at få en skade eller et rødt kort.