EM fodbold

Finland forvandlet på få år: - Alle grinte ad os, fortæller anføreren

Vi skal kun en håndfuld år tilbage, før det bliver svært at genkende det landshold, Danmark møder i EM-premieren lørdag aften.

Nederlag på nederlag på nederlag.

2016 var et rædderligt år for det finske landshold, der lørdag får EM-debut mod Danmark.

- Alle grinte ad os og kritiserede os. Og ved du hvad? Vi fortjente det. Vi var elendige, fortæller anfører Tim Sparv til Washington Post.

Den tidligere FC Midtjyllandprofil var med, da det var værst. Han er også med, når vintersportsnationen debuterer i en fodboldslutrunde, og fansene griner af glæde i stedet for at grine hånligt.

En særlig indstilling

Med en række tidligere Superligaspillere på holdet og Markku Kanerva på trænerbænken har det finske fodboldlandshold vendt folkestemningen. Pludselig kan finnerne tillade sig at forvente gode resultater af Hradecky, Arajuuri, Sparv, Kauko og Pukki, for de lever op til det.

Med den kommende EM-debut kulminerer Kanervas arbejde med landsholdet – et atypisk arbejde, hvor den tidligere folkeskole- og gymnasielærer gerne bruger både gruppearbejde og lektier som en del af det taktiske analysearbejde.

- I arbejdet med mennesker og grupper, og hvordan man skal håndtere forskellige karakterer, har det givet mig nogle redskaber, siger Kanerva til Washington Post.

Hårdt EM-program

Finland sikrede adgang til EM i næstsidste runde af kvalifikationen, da miniputten Liechtenstein blev besejret 3-0 på hjemmebane.

I alt blev det til seks sejre og fire nederlag i de ti kvalkampe, hvor Italien var den eneste nation, finnerne ikke besejrede.

Nu venter tre svære kampe ved EM, hvor finnerne kommer på udebane i to ud af tre kampe.

  1. Danmark i Parken
  2. Rusland i St. Petersborg
  3. Belgien i St. Petersborg

Læg dertil erfaringen og ikke mindst de individuelle evner blandt modstanderne, der ifølge træner Kanerva stiller op med mandskaber, der er mellem fem og 24 gange så meget værd som det finske.

Men Finland er en del af det fine selskab! Og det er det vigtigste, inden EM-premieren fløjtes i gang lørdag aften i Parken.

- Det har haft en kæmpe indflydelse på den generelle interesse for fodbold og for landsholdet. Det er mit håb, at det vil hjælpe finsk fodbold i fremtiden – at det kan inspirere spillere og forældre. Det vil være det største ved vores succes, siger Kanerva.