EM fodbold

Bekræftet: 25.000 tilskuere kan komme i Parken

Det bliver med et større antal tilskuere på lægterne til Danmarks kampe mod Belgien og Rusland end de 15.900, som var det hidtidige loft.

Der kommer masser af larm fra tribunerne i Parken, når Danmark møder Rusland og Belgien.

Det vil nemlig være muligt at lukke op mod 25.000 tilskuere ind til de to kampe, der finder sted henholdsvis den 17. og 21. juni. Det samme vil være tilfældet ved den ottendedelsfinale, der spilles i Parken den 28. juni.

Det bekræfter Dansk Boldspil Union (DBU) på sin hjemmeside.

- Vi er glade for, at endnu flere fans kan være på plads i Parken til den største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde. Vi har kæmpet for hver enkelt at de ekstra pladser på stadion, siden regeringen meddelte os, at restriktioner er lempet for antallet af fans i Parken.

- Både logistisk, sikkerheds- og sundhedsmæssigt har vi arbejdet hurtigt i et rigtig godt samarbejde med myndighederne og UEFA, så flere fans trygt kan færdes på stadion, siger Jakob Jensen, direktør i DBU.

Dermed øges antallet af tilskuere fra det oprindelige loft på 15.900 til 25.000. Altså 9.100 billetter ekstra.

Med de op til 25.000 tilskuere til tre EM-kampe i Parken vil nogle tilskuere komme til at sidde skulder ved skulder med folk, de ikke kender.

- Vi har haft en dialog med myndigheder, efter at den politiske aftale er blevet indgået. Det har stået klart for alle, at hvis vi skal lukke flere ind, så er vi nødt til at fravige afstandskravet. Det har vi fået lov at gøre på stadion og sektionere i grupper af 3000 og ikke 1000, siger Jakob Jensen.

Billetter går til fans

Allerede torsdag morgen kunne Folketingets partier fortælle, at det vil være muligt at tillade de 25.000 tilskuere i Parken. Derefter slog DBU fast, at det ikke bliver aktuelt til den første kamp lørdag aften mod Finland, da det var med for kort varsel.

DBU vil nu sikre, at de ekstra billetter kommer til at gå til de landsholdsfans, der tidligere har fået annulleret deres billetter til kampene i Parken.

Herefter vil eventuelt overskydende billetter bliver tilbudt medlemmer af landsholdets fanklub. Her vil fansenes såkaldte loyalitetspoint vægte højt.

- Nu kan vi med de ekstra billetter tilbyde at give noget tilbage til de mest loyale fans af Herrelandsholdet, der var uheldige at miste deres billet i lodtrækningen, da kapaciteten blev sat ned. Det er så velfortjent for fansene – og kommer til at skabe en endnu bedre stemning i Parken til det første EM på hjemmebane nogensinde, siger Anders Hagen, der er fankoordinator i DBU.

DBU oplyser yderligere, at når den endelige procedure omkring billetsalget til kampene er på plads, så vil al relevant information blive meldt ud hurtigst muligt.