Brøndby straffet med bøde og betinget tilskuerforbud

Festen efter Brøndbys første mesterskab i 16 år har ført til en bøde på 450.000 kroner.

Glæden ville ingen ende tage, da Brøndbys fans i maj fejrede klubbens første mesterskab siden 2005.

Med fyrværkeri og tilskuere på banen jublede de blågule så meget, at de overtrådte flere regler. Det går nu ud over klubben og måske tilskuerne selv.

I en pressemeddelelse oplyser Fodboldens Disciplinærinstans, at Brøndby IF straffes med en bøde på 450.000 kroner. Derudover skal klubben spille en liga- eller pokalkamp uden tilskuere, hvis lignende situationer opstår i den kommende sæson.

Straffen baserer sig på flere regelbrud ud over afbrænding af fyrværkeri på tribunerne:

- Da kampen blev fløjtet af, løb mange af hjemmeholdets fans på banen for at fejre, at Brøndby IF var blevet mestre, og det er en overtrædelse af reglerne, lyder det i pressemeddelelsen.

- Desuden er Fodboldens Disciplinærinstans kritiske over for Brøndby IF’s sikkerhedsmæssige foranstaltninger ved indgangen til stadion, hvor de lod et stort antal tilskuere komme ind uden visitation ved kampens afslutning. I samme ombæring har man ikke fulgt sikkerhedsforskrifter angående håndtering af covid-19. Her blev stadionkapaciteten væsentligt overskredet.

Hele kendelsen kan læses her.

Brøndby IF har tidligere forklaret, at klubben åbnede for portene i samråd med politiet. Det skete, fordi der var risiko for alvorlige personskader, hvis man ikke lettede presset på indgangene.

Da Brøndby var tæt på at vinde mesterskabet i 2018, fik klubben en lignende straf for regelovertrædelser på tribunen i Horsens i næstsidste runde. Her endte klubben med at have tilskuere til alle kampe i den følgende sæson.