EM fodbold

- Det er bekymrende, siger Hjulmand om russisk coronasmitte

Kasper Hjulmand og Danmark vil møde den bedst mulige udgave af sine modstandere og håber ikke, at der kommer yderligere coronasmitte.

Der er god grund til, hvis de lige nu holder vejret i den russiske landsholdstrup, som Danmark møder senere i EM-turneringen.

Kantspilleren Andrey Mostovoy er nemlig testet positiv i en PCR-test inden første kamp og kommer ikke til at spille ved slutrunden.

Dermed rykker coronavirussen en tak tættere på den danske lejr, og det bringer panderynker frem hos landstræner Kasper Hjulmand.

- Han er ikke en spiller, der var tiltænkt den helt store rolle, men det er selvfølgelig bekymrende for EM i det hele taget. Vi håber alle sammen på, at de bedste spillere spiller, at holdene kommer intakte igennem, og at vi undgår de her ting, siger Kasper Hjulmand på et pressemøde dagen før Danmarks åbningskamp.

- Jeg håber ikke, at det er noget, der udvikler sig mere for russerne eller på nogen af de andre hold.

Smitte hos Sverige og Spanien

Det spanske og svenske landshold har også haft problemer med virussen, og de har indkaldt ekstra forstærkning. Den danske landstræner håber på, at ingen bliver for hårdt ramt.

- Det ser ud som om, at spanierne er kommet nådigt igennem og tester negativt i øjeblikket. Forhåbentlig gælder det også for svenskerne og for russerne - vi skal gerne have alle mand i mål, siger han.

Mostovoy, der til daglig spiller for Zenit, er noteret for otte kampe i nationaldragten. Han spillede cirka en halv time i Ruslands sidste testkamp inden slutrunden. Han er den sjette EM-spiller, der er testet positiv for coronavirus inden slutrunden.

  1. Jasper Cillessen, Holland, 28. maj
  2. Sergio Busquets, Spanien, 6. juni
  3. Dejan Kulusevski, Sverige, 8. juni
  4. Mattias Svanberg, Sverige, 8. juni
  5. Diego Llorente, Spanien, 9. juni
  6. Andrey Mostovoy, Rusland, 11. juni

Ruslands første to kampe spilles i Sankt Petersborg, mens den sidste gruppekamp spilles i Parken efter en lodtrækning mellem Danmark og Rusland.