EM fodbold

Jeg drømmer stort: Danmark kan vinde det hele

KLUMME: TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser ingen grund til ikke at drømme stort for Danmark.

Endelig. Forventningerne er pudset af, støvlerne står klar, landsholdene spreder sig i et forenet fodboldeuropa, der skal ikke længere nynnes, hver fugl har sit nationale næb, EM er på farten.

Med alle de forviklinger, der kom som en pandemisk tyv om natten, da vi slog over i teststrategier i stedet for 4-3-3, porten til EURO 2020 blev smækket i, vi blev alle som gidsler.

Nu er den her, 2021-udgaven i nyt oplag, mens mundbind så småt bliver pillet af os, så vi kan skrige ud, hvor meget vi ser frem til denne slutrunde. Ikke mindst som dansker, for det er her, det foregår for Kasper Hjulmands kompagni, for danske fans, for Danmark.

Hjulmand har øvet sig på det her, lige siden han akut blev forfremmet fra observatør til landstræner, mens Åge Hareide måtte se sin EM-drøm briste. Fordi en hel verden blev lagt ned. Han er forberedt i hver en fiber i kroppen, Hjulmand. Han ved, hvad han vil, han har fortalt det til spillerne, og de er så modtagelige og dygtige, at de ved, hvad han mener. Og hvad de kan.

Derfor er der grund til dansk optimisme, selvom det hele er omringet af rutsjeturen mellem himmel og helvede.

Lad mig starte med det sidste, dér hvor andet end peberet gror: spekulationer, ærgrelser, uvished. De mange nedslag i forberedelsesfasen, hvor landstræneren måtte holde afstand til sine spillere, hvor turneringerne - og præstationerne - blev ujævne. Og nu i en evig frygt for positive meldinger, når der coronatestes.

Det er gået galt i andre landsholdslejre, der er vaccineret modstandere, det kaldes en ulige kamp, og intet forudsigeligt har indtil nu meldt sig. Den danske boble holdes tæt, og selvom stemningen er yderst positiv, så er der hele tiden frygten.

Men kigger vi og Hjulmand op, så er himlen temmelig blå og solfyldt op til starten, bruttotruppen er i harmoni og fællesskab, præstationerne har i en længere periode være positive, først og fremmest, fordi holdet ikke taber. Og vil man være en vinder, så er det en rigtig god idé ikke at tabe.

Fire spillere skal fremhæves

Hjulmand har implementeret nogle af sine ideer, spillerne har taget dem til sig, kollektivet fungerer på og uden for banen, og individuelt kommer de fleste til denne slutrunde med masser af spilminutter i nogle store klubber i nogle store ligaer. De understreger det fælles mål som en samarbejdsaftale. Men jeg vil alligevel trække enkelte ud, som vil få stor betydning.

Landsholdet har efter min mening fire spillere i europæisk topklasse: Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Andreas Christensen og Christian Eriksen. De individuelle nøgler i bundtet, som giver grobund for at tro på det. De skal være der. Ikke kun på dagen, men på dagene.

Christian Eriksen er én af fire nøglespillere på det danske landshold.

Og hvis kollektivet fungerer, som det har gjort ganske længe, så vil vi ønskeligt se et par enere mere. Der er dem, der midtbane-binder det sammen - Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Delaney - men der vil forhåbentlig poppe særlige op undervejs.

Dem, der også kan gøre en forskel. Vi ved at defensiven er en slags fundament, det sikre (hvis der ellers er sådan noget i fodbold), og så er det et vinderhold kan invitere nogle, der kan noget, der er anderledes, overrumplende, indenfor. Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard, Mathias Jensen, Jonas Wind på hver deres måde er dem, jeg har i kikkerten.

Overkommelig EM-start

Finland i første omgang. Det bør være en overkommelig modstander, i hvert fald en, der skal besejres. En uhyre vigtig åbning. For selvtilliden, for omgivelserne, for EM-fremtiden.

Bookmakere og statistiske nørder sender i gult om, hvem der vinder dette EM.

Danmark er ikke iblandt. De bliver forhåbentlig klogere.

Investeringsgiganten Goldman Sachs har på baggrund af tal fra World Football Elo Ratings regnet på det hele og spår, at Belgien slår Italien i finalen. En kompliceret udregning baseret på statistikker siden 1980 - først og fremmest alle scoringer for og imod, så er hjemmebanefordelen regnet med (den er 0,4 mål værd i snit) og så “turneringseffekt” - altså hvor gode turneringshold er de forskellige.

Ifølge de udregninger skal Danmark tabe til Portugal i kvartfinalen.

Det starter i aften i Rom med Italien mod Tyrkiet. Et EM med 24 nationer i 11 byer og således ingen decideret vært. Der er landshold, der har fordel af tre hjemmekampe i fodboldens ouverture. Blandt andre Danmark, og med masser af danske fans og endnu flere forhåbentlig hen ad vejen. Det bliver så dansk. Og det er russerne sure over. De må ikke komme hertil sådan uden videre - pandemi, du ved.

Det er på en måde ærgerligt, at København ikke i det hele taget bliver en fest af farver, indslag og multikulturelle fodboldfans. Men så må vi bare blotte vores tilhørsforhold. Til det yndige land, vi synger om, til fællesskabet, vi nyder, med et tomt sæde mellem os og til landsholdet, som vi tror på. Jeg gør i hvert fald. Og hvorfor så ikke gå hele vejen?