EM fodbold

Norske eksperter tror på dansk EM-succes

Danmark udnævnes af flere som et godt bud på en positiv overraskelse ved EM 2021.

Optimismen bobler flere steder, inden EM sparkes i gang fredag aften.

Selvfølgelig blandt de oplagte favoritnationer Frankrig, England og Spanien – men også herhjemme er der en begrundet tro på et stort resultat.

Flemming Toft drømmer om endnu en dansk EM-triumf, og TV 2 SPORTs fodboldkommentator kan hente opbakning hos flere kollegaer.

Eksempelvis lidt nordpå, hvor norsk TV 2 har bedt seks eksperter og kommentatorer udpege en overraskelse ved EM. Fire ud af seks nævner Danmark:

Erik Thorstvedt, ekspert for TV 2 Norge og tidligere landsholdsmålmand: - Jeg har en tro på Danmark. De har været vildt gode i foråret. Hvis de vinder, vil det dog være end mindre sensation, end det var i ’92.

Nils Johan Semb, ekspert for TV 2 Norge og tidligere landstræner: - Jeg tror ikke, der er nogen, der overrasker og går hele vejen til finalen, ligesom Kroatien gjorde ved VM 2018. Men jeg er spændt på Danmark. De har gode muligheder for at gå videre fra gruppespillet, og Danmark kan i hvert fald nå en kvartfinale.

Espen Ween, kommentator for TV 2 Norge: - Jeg tror faktisk, Danmark kan vinde dette mesterskab. Det fik vi bekræftet i træningskampen mod Tyskland for nylig, hvor de undgik at tabe en kamp, hvor de var nede. De justerede spillet og ser slet og ret rigtigt gode ud.

Peder Mørtvedt, kommentator for TV 2 Norge: - Danmark imponerede i marts og ser ud til at have fundet formen under Kasper Hjulmand. De ser ud til at være i en god gruppe og have en fin vej mod kvartfinalen.

Lars Olsen med EM-pokalen i 1992.

Tre hjemmekampe

Danmark spiller alle tre gruppekampe i Parken, hvor Finland, Belgien og Rusland kommer på besøg i nævnte rækkefølge. Det er ifølge TV 2 SPORTs fodboldredaktør en god pulje, og derfor stemmer Carsten Werge i koret, der tror på dansk succes.

- Jeg vil heller ikke udelukke Danmark. Det kan blive til hvad som helst. Vi er i en god pulje. Vi skal ’bare’ lige slå russerne og finnerne. Jeg synes, vi har et godt hold, der er vant til at vinde og meget sjældent taber, siger Carsten Werge og tilføjer:

- Danmark er et eller andet sted en outsider. Vi gjorde det godt til det seneste VM, og vi har gode spillere på mange positioner.

Danmark spiller den første EM-kamp lørdag aften mod Finland.