EM fodbold

Robert Skov ude af Danmarks åbningskamp

Robert Skov er en af de danske spillere, der sidder over mod Finland. Han er ikke blevet helt klart efter sin ankelskade.

Landstræner Kasper Hjulmand skal sende tre spillere op på tribunen til EM-kampen mod Finland.

En af dem bliver Robert Skov, der ikke er blevet sin ankelskade kvit.

- Robert når ikke at blive klar til i morgen (lørdag, red.), så han er en af dem, der er ude, siger landstræner Kasper Hjulmand til TV3+ fredag aften og fortsætter:

- Men ellers ser det fint ud. Folk har den rette balance i at være afslappet, men kan næsten ikke vente med at komme i gang. Tingene er, som de skal være. Alt er godt. Nu må det bare meget gerne snart blive klokken 18.00 i morgen (lørdag, red.).

Skadet i sidste EM-test

Robert Skov blev skadet i EM-testkampen mod Bosnien-Hercegovina søndag.

I en duel med en bosnisk spiller vred Hoffenheim-spilleren om på sin venstre ankel, men han spillede videre, indtil han med godt 20 minutter tilbage af kampen måtte lade sig udskifte.

Onsdag var der positivt nyt fra Kasper Hjulmand om Skovs skade, men stadig tvivl om hans deltagelse i kampen mod finnerne.

Med meldingen fra Hjulmand fredag aften er Skov nu definitivt ude af opgøret.

Hver EM-trup må bestå af 26 spillere, men kun 23 spillere må optræde på holdkortet til hver kamp.

Danmarks kamp mod Finland fløjtes i gang i Parken klokken 18.00. Du kan følge kampen på em.tv2.dk.