EM fodbold

Sverige søger hjælp hos håndboldherrerne

Det svenske håndboldlandshold var ramt af coronavirus kort før VM-slutrunden i januar. Derfor henter fodboldlandsholdet lige nu inspiration hos dem.

Sveriges fodboldlandshold har fået sig en forskrækkelse i optakten til EM, da to spillere er testet positiv for coronavirus.

I øjeblikket kan de dog nyde godt af den erfaring, som det svenske håndboldlandshold opsamlede i løbet af januar. De blå-gule håndboldhelte prøvede det samme i deres optakt til VM i Egypten, hvor Anton Lindskog afleverede en positiv coronatest.

Truppen isolerede sig selv i flere dage under forberedelserne, men det lykkedes dem alligevel at nå finalen takket være en god håndtering.

Derfor har Daniel Ekvall, der er fodboldlandsholdets psykologiske rådgiver, kontaktet håndboldlandsholdets ditto for at få tips til, hvordan Sverige kan håndtere coronaudbruddet, der tæller Daniel Kulusevski og Mattias Svanberg.

- Daniel Ekvall har talt med Johan Ekengren (håndboldlandholdets psykolog, red.).

- Hvad vi kan gøre er at have klare foranstaltninger og information til spillerne, så de føler sig sikre på, at vi gør alt, hvad vi kan. Det vil forhåbentlig reducere angsten, fortæller Janne Andersson, der er Sveriges fodboldlandstræner, ifølge Aftonbladet.

Psykolog med vigtig rolle

Ifølge håndboldlandsholdets holdleder, Tobias Karlsson, spillede Johan Ekengren en stor rolle, da det svenske håndboldlandshold skulle håndtere udbruddet før VM i januar.

Karlsson ærgrede sig også på fodboldlandholdets vegne, da han hørte om Kulusevskis og Svanbergs positive coronatests.

- Det er ikke let at håndtere den situation, når man står foran en slutrunde. Man vil bare fokusere på den, og så bliver man frarøvet den mulighed og skal fokusere på mange andre ting, siger Tobias Karlsson.

Fodboldlandholdet har efter smitteudbruddet implementeret en række nye regler, der gælder for resten af EM-samlingen. Blandt andet daglige kviktest og øget antal PCR-test, ligesom taktikmøder vil foregå i små grupper.

Hjulmand har hentet inspiration hos Nikolaj Jacobsen

Det er ikke kun Sverige, der har søgt inspiration hos sit håndboldlandhold.

Det samme har Kasper Hjulmand.

Den danske landstræner har brugt håndboldherrernes træner, Nikolaj Jacobsen, til at få inputs til, hvordan man kan opretholde den gode stemning i en coronaboble.

Nikolaj Jacobsen og hans stab sørgede for at få spillerne ud af hotelværelserne og ned i fællesrummet under VM Egypten. Derudover fik de skabt nogle sjove aktiviteter og en god atmosfære for de danske spillere.

Vigtige tiltag for en gruppe, der skal være samlet over flere uger under skærpede coronarestriktioner.

Sverige spiller sin første kamp ved EM mod Spanien 14. juni. Her er Kulusevski og Svanberg ikke med.

Danmark spiller deres første kamp lørdag mod Finland i Parken.