EM fodbold

- Et skoleeksempel på ny regel om hånd på bolden

EM-slutrundens åbningskamp blev et godt eksempel på de nye regler om hånd på bolden. Tre gange blev spillernes appeller afvist.

Straffe!?

Nej. Nej. Og nej.

Dommeren Danny Makkelie afviste de italienske protester i EM-åbningskampen, og selvom bolden tre gange ramte en tyrkisk hånd, dømte han ikke straffespark – helt efter de nye regler.

- Det var et skoleeksempel på, hvad de vil fremover, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Og jeg tror, det var fint for UEFA og for slutrunden, at man så tidligt fik nogle tvivlsomme situationer med arm og hånd på bolden. Det er jo med til at lægge den fremtidige linje.

De nye regler om hånd på bolden blev præsenteret i marts 2021 af The International Football Association Board (IFAB), der vedtager foldens regler. Kort fortalt er den væsentlige ændring, at det ikke per automatik er en forbrydelse, hvis bolden rammer en hånd eller en arm.

Hvis armen er i en naturlig position ud fra den bevægelse, spillerne er i gang med, skal der for eksempel ikke dømmes noget. Hvis spilleren holder armen eller armene ind til kroppen, hvor bolden rammer, skal der heller ikke dømmes noget. Derfor var det helt korrekt, da dommer Danny Makkelie ignorerede Ciro Immobiles protester i første halvleg af åbningskampen, hvor italienerens afslutning ramte armen på en tyrkisk forsvarsspiller.

- Jeg synes, det er superfint, at man nu går den anden vej og siger, at fremover skal der meget til for at få straffespark. I stedet for at der skal lidt til for at få straffespark, som vi har set det i den seneste sæson i flere ligaer, siger Mads Junker og tilføjer:

- Det er også meget passende, at det netop er i Italien, at vi ser begyndelsen på den her nye æra. For netop i Serie A har der i den forgangne sæson været bizart mange straffespark – også for de her hands-situationer.

Efter de tre omtalte situationer i første halvleg gik Italien og Tyrkiet til pause med 0-0, men i anden halvleg sikrede italienerne en historisk sejr på 3-0.

Det er første gang, at Italien scorer tre mål i en EM-kamp.

Med de tre point fra åbningskampen har Italien allerede taget et stort skridt mod avancement fra Gruppe A, hvor Schweiz og Wales også er med.