EM fodbold

- Jeg har aldrig været så ramt følelsesmæssigt til fodbold før

Flemming Toft skriver her sin beretning om den dramatiske EM-kamp i Parken, hvor Christian Eriksen kollapsede.

Den uvirkelige virkelighed. Da fodbolden blev ligegyldig. Og tiden gik i stå. I noget af det mest pulserende - livet.

Vi holdt vejret, og vi bad til, at han trak det. Som vidner på alt for tæt hold til Christian Eriksens kollaps.

Det smertede helt derind, hvor hjertet banker. Et chok, der forplantede sig og tvang tårekanalerne i knæ. Tankerne tog over og gjorde alt andet meningsløst.

decms://61669e39a140ddef7e98d448ea6047c9290b425f

Vi kan sidde her bagefter og mene, at den her fodboldkamp aldrig burde have haft en fortsættelse. Spillerne var mentalt ikke klar - forståeligt nok. Selvom de ville spille for Eriksen. Men de nåede aldrig at bearbejde det chok, der fik en fodboldfest til at gå i sort.

Det var så fremmed, at se Eriksen blive slap og nærmest glide ned på græsset. Denne topidrætsmand, denne elegantier, denne fodboldens nummer 10 - ligegyldige hæftede tilføjelser. Vi taler om mennesket Christian Eriksen.

Eriksen lå livløs

Alvoren sprang i øjne og sjæl, allerede da han faldt uden kontakt. På et nanosekund blev der stille i Parken, åh nej. Og endnu værre, da fægtende arme fra tililende med- og modspillere indikerede, at her var brug for meget hurtig hjælp.

Eriksen lå livløs, spillerne i nærheden tog sig til ansigtet, nogle med hænder foran munden - andre brugte dem i bøn. Kaptajn Kjær var hurtigt på stedet, og lige efter ham kom Kasper Schmeichel. Thomas Delaney fik hurtigt dannet en beskyttende kæde rundt om behandlingsstedet. Her stod han forrest med tårerne trillende.

Den næste kamp gælder Christian Eriksen - den vigtigste kamp af dem alle

Flemming Toft

Parken var mundlam. Aldrig har jeg hørt så meget stilhed. Et chok havde bredt sig ud over meget mere end nationalarenaen. Hovedet blev fyldt med en blanding af frygt og ønsker. Jeg har aldrig været så ramt følelsesmæssigt til fodbold før.

Alle tanker var hos og omkring Christian, og det gibbede en ekstra gang, da Kjær og Schmeichel lagde armene om den sympatiske landsmands hustru ude på sidelinjen.

Schmeichel blev blød og modtagelig

Kasper Schmeichel viste brystkasse, da spillet skulle genoptages. Han gik personligt rundt til hver enkelt holdkammerat og samtlige i ledelsesstaben og krammede. Hans intention var tydelig. Men i hovedhøjde er selv en jernmand blød og modtagelig.

decms://cd60fbcc1971c823838103486937658dc27de922

Samme forfatning var samtlige danske spillere i. De ville, de mente, de burde, men de kunne ikke. Gennemføre det, som skulle være i Christians ånd. Tankerne var hos ham, ingen andre steder.

Udefra set virkede Simon Kjær og Thomas Delaney særlig hårdt ramt af det, der skete. De tog begge tidligt afsked med det videre forløb. I følelsernes vold.

Sådan havde jeg det også på tribunen. På afstand fra det uvirkelige. Og kunne ikke fastholde en sympati med den fortsatte kamp. Det var for fjernt.

Det giver ingen mening at bedømme spillernes indsats - heller ikke udfaldet. Her og nu heller ikke det videre forløb. Den næste kamp gælder Christian Eriksen - den vigtigste kamp af dem alle.