Saunaer, økser og en forbandet fodboldfortid – mød Danmarks første EM-modstander
Efter 83 år i mørket har Finland kvalificeret sig til en slutrunde. Endelig kan de komme videre fra fodboldhistoriens måske mest traumatiske selvmål.
Kaj Kunnas kan stadig huske hver detalje fra de sidste sekunder af kvalifikationskampen mod Ungarn.
Året var 1997. Han kommenterede kampen for YLE, Finlands svar på DR. 31.617 var på plads på det olympiske stadion i Helsinki.
- Den kamp har været som et spøgelse for finsk fodbold lige siden, siger han i dag.
Den gyldne generation
Med en sejr ville Finland kvalificere sig til en alt-eller-intet playoffkamp om en plads ved verdensmesterskaberne i Frankrig 1998.
Den gyldne generation med Liverpool-legenden Sami Hyypiä og Ajax-giganten Jari Litmanen i spidsen stod på tærsklen til succes, hvor alle andre finske landshold havde fejlet. Det var nu for landet, hvis bedste resultat på grønsværen var en fjerdeplads ved De Olympiske Lege i 1912. (Et resultat, der knap tæller, da Finland på det tidspunkt ikke var en nation, men et storhertugdømme under det russiske imperium).
I anden halvlegs overtid fører Finland 1-0, da Ungarn får et sidste hjørnespark.
Bolden kommer indover. To finske forsvarere formår ikke at sparke væk. Klumpspil opstår. Bolden flyver mod mål, bliver reddet på stregen af en tredje finsk forsvarer, der sparker bolden direkte ind på sin egen målmands ben. Og så hopper bolden i nettet.
Mål til Ungarn. 1-1 og de finske drømme er slukket.
- At støtte det finske landshold har sjældent været en rar oplevelse. Bizarre selvmål i sidste sekund og årelange sejrstørker har formet et billede af et uheldigt og mislykket land, som den finske anfører, Tim Sparv, skriver i en kronik i The Guardian om den finske fodboldrejse.
Kvalifikationen der aldrig ville ske
Den første slutrunde, som Kaj Kunnas dækkede, var EM 1992 i Sverige. Han bryder ud i en overbevisende udgave af "vi er røde, vi er hvide", da jeg fanger ham på telefonen. Han har fulgt det finske mindreværdskompleks på fodboldbanen fra forreste række i årtier.
- Da jeg var et lille barn i 70’erne, var der tre ting, du aldrig troede, ville ske, siger han.
- Finland ville aldrig vinde VM i ishockey. Det skete så i 1995. Finland ville aldrig vinde Eurovision-sangkonkurrencen. Det skete med Hard Rock 'Hallelujah' i 2006. Og så ville Finland aldrig – som i aldrig nogensinde – kvalificere sig til en slutrunde i fodbold. Men nu står vi her. Det er kæmpestort.
22 år efter det fatale selvmål og yderligere 10 mislykkede kvalifikationsforsøg senere kom forløsningen med en 3-0 sejr over Liechtenstein. Euforiske fans stormede – meget ukarakteristisk for de normalt kølige finner – ind på banen og løftede spillerne op mod den finske vinterhimmel.
Lykke tilpasset pandemitider
- Det var som om, 83 års nedarvet frustration blev forløst i de sekunder, siger fodboldkommentatoren Kaj Kunnas.
Hvis ikke finnerne allerede var kåret til verdens lykkeligste folk flere år i træk, ville den novemberaften have gjort det alene. I seneste udgave af World Happiness Report tager Finland i øvrigt førstepladsen foran netop Danmark.
Muligvis hjulpet af, at den spirituelle finske variant af den danske hygge er det mindre mundrette "kalsarikännit", som betyder noget i retning af "bukse-fuld". Det refererer til at sidde derhjemme alene i underbukser og drikke sig i hegnet. En aktivitet der om noget er tilpasset pandemitider.
Historien om finsk fodbold har været alt andet end en dans på roser. Det samme kan man sige om landets historie fyldt af krig, sult og finansiel bankerot. At overleve hårde tider er en del af den finske dna.
Sauna, sprut og økser
I dag er fornemmelsen, at landet er ude på den anden side. De har et toptunet uddannelsessystem, lav korruption og den årlige afholdelse af verdensmesterskaberne i koneløb.
Det er en stemning, som går igen i den finske slagsang "Oi Suomi on!", hvis tekst nogenlunde kan oversættes til: "Åh Finland er, åh Finland er et skønt land. Vi har sauna, sprut og økser, åh Finland er et skønt land".
Det kører for finnerne, og nu har de tilmed kvalificeret sig til deres første fodboldslutrunde nogensinde.
Nøglen er en stamme af spillere, som vil være bekendt for danske fodboldfans. De to måske vigtigste spillere – målmand Lukas Hradecky og målmaskine Teemu Pukki – har begge en fortid i Superligaen. Det samme med anfører Tim Sparv.
Folkeskolelæreren
Det hele er orkestreret af landstræner Markku Kanerva og hans "Rive-lution" af finsk fodbold. En udløber af hans kaldenavn fra hans tid som spiller: "Rive", inspireret af den brasilianske verdensmester fra 1970, Roberto Rivelino, som en cirka 12-årig Markku Kanerva havde sammenlignet sig med og aldrig sluppet.
I dag er han kendt for at være en detaljeorienteret fodboldnørd. Joken i Finland er, at han er så vild med detaljer, at han inden kampene inspicerer banen for at finde ud, hvor sprinklerne er placeret.
Kanerva er også uddannet folkeskolelærer. Han underviste børn i alderen 7-12 år. Som træner bruger han mange erfaringer fra lærergerningen. At der i hver klasse er vidt forskellige elever, som skal ses og behandles på forskellig vis for at kunne præstere. Der er de stille, de larmende, dem der aldrig vil svare på spørgsmål, og dem der sidder med hånden oppe konstant. Det er det samme på et fodboldhold.
I det finske landsholds tilfælde har det skabt en trup, hvor alle spillere føler sig værdifulde og set. Sammenholdet er stort og opvejer – håber finnerne – at de på papiret kommer ind til EM med en af de tyndeste trupper. Den finske trup er vurderet til at være den billigste på transfermarkedet ved dette års EM – til en samlet værdi der er omkring syv gange lavere end den danske trup.
De lykkelige realister
Man skal vide om finnerne, at de ikke er optimister af natur. Finnerne er realistister. Det er – lidt groft – præcis det, som har sikret dem førstepladsen på listen over lykkelige folk. Hvis du har rimelige forventninger til livet, så er det også sværere at blive skuffet, og den indstilling gør sig godt på den måde, der bliver målt lykke på tværs af landene.
Det gør sig også fint, når snakken falder på forventningerne til slutrunden.
- Det vil være lidt som at hoppe i et ishul i søen midt om vinteren efter en tur i saunaen. Det vil gøre ondt, det vil være hårdt, men uanset hvad der end sker på den anden side, vil vi føle os stolte og rene og fyldte med energi, skrev en finsk fodboldfan på Twitter.
Finnerne håber at kunne snige sig til måske fire point i gruppen – med størst chance mod Danmark og Rusland eller et heldigt sidste point mod et Belgien, der i sidste gruppekamp måske allerede har spillet sig videre og derfor kan tænkes at stille med reserverne.
- Det realistiske er vel, at vi får et point, siger fodboldkommentator Kaj Kunnas.
- Men når Danmark kunne gøre det i 1992..., siger han og lader sammenligningen hænge lidt, inden han kommer med en række forbehold om et land, hvor alle står på ski eller skøjter, eller wrestler, eller kaster med spyd og de stolte fodboldtraditioner er få.