EM fodbold

Stor respekt for tidligere Brøndby-bomber

Danmarks fodboldherrer har i optakten til Finland-kampen haft et særligt øje på Finlands angriber Teemu Pukki.

Når man møder et hold med en angriber, der i den seneste sæson har scoret 26 mål i 41 kampe for sit klubhold, så ved man godt, at man lige skal have et ekstra øje på vedkommende.

Og det kommer Danmark da også til at have på Teemu Pukki lørdag aften.

For her kommer danskerne i EM-opgøret mod Finland til at stå over for en Teemu Pukki, der på de sidste 3 sæsoner har scoret 67 mål for Norwich City, som han netop har været med til at rykke tilbage i Premier League.

Og nå ja, så har han scoret 30 mål i sine 90 landskampe for Finland indtil nu. Kampafgørende.

- Der er ingen tvivl om, at Pukki har en vigtig rolle på den måde, som finnerne spiller. De er utroligt dygtige i deres omstillinger, og der er han en rigtig, rigtig stor del af det, siger Danmarks anfører, Simon Kjær, der kommer til at spille direkte over for Pukki lørdag aften.

- Hans timing og hans løb er rigtig, rigtig gode. Så det er noget, vi skal være opmærksomme på. Men det er også ting, som vi er opmærksomme på, siger Kjær på fredagens pressemøde forud for lørdagens EM-premiere.

Landstræneren har Pukki på radaren

Teemu Pukki er et kendt ansigt i dansk fodbold. For den 31-årige finne spillede fire sæsoner i Superligaen for Brøndby IF fra 2014 til 2018, inden han skiftede til Norwich City i England.

Derfor har flere af de danske landsholdsspillere spillet enten med eller mod Teemu Pukki i løbet af karrieren. Det samme gør sig gældende for landstræner Kasper Hjulmand, der i sin tid som FC Nordsjælland-træner ofte stod over for Brøndby IF og dermed Teemu Pukki.

Derfor ved Hjulmand også helt præcist, hvad Danmark har i vente lørdag aften.

- Vi er godt forberedt. Og vi ved, hvad der kommer. Han er virkelig, virkelig dygtig til det, han er dygtig til. Så det er vi forberedt på, og det har vi både trænet på og italesat, siger Kasper Hjulmand.

- Vi kender jo Pukki. Men jeg vil bare sige, at uanset om vi har spillere, der har spillet med ham eller mod ham, så er der ingenting – med de analyser vi har liggende på spillerne – der kommer bag på os. Vi har fuldstændig styr på alle spillere og alt, hvad der måtte komme mod os. Vi er selvfølgelig forberedt på ham, men det betyder ikke, man bare kan lukke ned for alle kvaliteter, siger Hjulmand.

Teemu Pukki er en af ni spillere i den finske trup, der har spillet eller fortsat spiller klubfodbold i Danmark.

Den målfarlige finne blev faktisk skadet kort før EM, men fredag kunne han berolige nationen og melde sig klar til kamp mod Danmark.

Danmark møder Finland lørdag aften kl. 18.00 i Parken i København.