EM fodbold

Tofts nedtælling - EM's frækkeste indgreb

TV 2 SPORT og Flemming Toft tæller ned til EM i fodbold med fem fede anekdoter fra nogle af historiens største EM-øjeblikke. I dag om Schmeichel.

Der var redninger, der var større end den, der fik mest opmærksomhed. Da Peter Schmeichel snuppede et indlæg i EM-finalen 1992 - med én hånd.

Selv vil han helst betragte det som et indgreb, han er lidt flov over. “For normalt skal en målmand bruge begge hænder, når han kommer ud i feltet”.

Men det så godt og overbevisende ud på et tidspunkt, hvor trætheden og skavankerne havde meldt sig hos de danske spillere, og tyskerne var ved at erobre terræn. Så er den slags Schmeichel-overskud som en vitaminindsprøjtning.

En høj, lang aflevering fra højre kommer ind mod det danske mål. Karl-Heinz Riedle og Kent Nielsen gør klar til en hovedstødsduel. En anden tysker blander sig. Det hele er centreret i målfeltets trekantstop. Peter Schmeichel kommer stormende. Og mens de andre hænger i luften, stikker den danske keeper sin højre arm til vejrs og griber bolden med én hånd.

- Det var ikke i orden, selvom det formentlig så godt ud. Når en målmand går ud, skal han gribe bolden med begge hænder - alt andet skaber uro, sagde Peter Schmeichel efterfølgende.

Andre redninger var større

Men vi husker det indgreb - nok lidt mere tydeligt end de helt store redninger fra manden i Harlekin-trøjen - manden med det store målmandsspil, manden med den særlige attitude.

Han reddede mirakuløst et knaldhårdt hovedstød fra Jürgen Klinsmann - og endnu flottere en afslutning fra samme Klinsmann, der sparkede fladt mod fjerneste stolpe og selv så bolden på vej mod en scoring, da 190 centimeter Schmeichel kom ned og fik reddet.

I semifinalen havde han den helt store redning på Marco van Bastens straffespark, da det blev afgjort, at Danmark og ikke Holland kom i EM-finalen. Hollænderne var på forhånd så skråsikre, at de bad DBU før kampen om de danske tilskuerbilletter til netop finalen. DBU afviste naturligvis og fastholdt, at der skulle spilles om det.

En råbende Schmeichel

Men redningerne fra den danske landsholdsmålmand i finalen fik os alle til at holde vejret og indlede nervøse trækninger. Munden stod stille, men aldrig på Schmeichel.

- Når jeg råber meget - og meget højt - så er det for at holde mig selv inde i en kamp, inde i en præstation. Men det er også for holde “liv” i medspillerne. Vi skal alle være fokuserede hele vejen igennem. Ellers kan det være lige meget, sagde han, da jeg interviewede ham nogle år efter EM-triumfen.

Det blev til 129 landskampe for Peter Schmeichel - landskampsrekorden - de 128 fra start.

At Danmark vandt EM-finalen 1992, havde mange årsager. Et heroisk kæmpende kollektiv, John Faxe Jensens og Kim Vilforts mål og Schmeichels redninger. Dem har mange af de bedste målmænd. Men den danske målmands redninger vandt fodboldkampe - også denne på Nya Ullevi.

Nøjagtig de samme kvaliteter har hans søn, Kasper - og det kan give dansk succes ved dette EM.