Eriksen blev genoplivet efter ét stød med en hjertestarter
Der er endnu ikke en afklaring på, hvorfor Christian Eriksen faldt om lørdag, oplyser landsholdets læge.
Christian Eriksen er ved godt mod, og alle tests ser indtil videre fine ud.
Men landsholdslæge Morten Boesen bekræfter, at der var tale om et hjertestop, og at der måtte ydes livreddende førstehjælp på banen.
- Han var væk, men vi fik ham tilbage igen med ét stød (fra hjertestarteren, red.), siger Boesen.
Eriksen er stadig indlagt på Rigshospitalet til yderligere observation.
Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor Christian Eriksen faldt om på banen i lørdagens EM-kamp.
- Det er en af årsagerne til, at han stadig er på hospitalet. Det er for at finde ud af, hvad der skete, siger Boesen.
Men efter omstændighederne har Eriksen det godt.
- Han er vågen og svarer relevant og klart. Hjertet slår igen, siger landsholdslægen.
Spillerne har modtaget hjælp
De danske landsholdsspillere har haft videomøde med Eriksen, siger Peter Møller, der er fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union.
Spillerne har modtaget hjælp fra krisepsykologer, der har besøgt holdet på Hotel Marienlyst, hvor det danske landshold har base.
- Spillerne har været meget åbne og vist deres sande jeg. Hver har deres måde at tackle det på og fået hjælp derefter. Nogle har behov for at tale rigtig meget. Andre har ikke, siger Peter Møller.
Eriksen faldt om på banen i EM-kampen mod Finland lørdag aften og modtog hjertemassage på banen, inden han blev kørt væk i en ambulance.
Kampen blev afbrudt i næsten to timer, inden kampen blev genoptaget, efter at spillerne var blevet oplyst, at Eriksen var ved bevidsthed, og de havde talt med ham.
Danmark endte med at tabe EM-åbningskampen med 0-1 til finnerne.