EM fodbold

Eriksen er fortsat stabil, oplyser DBU

Christian Eriksen er stadig indlagt på hospitalet, efter han lørdag aften faldt om i EM-premieren mod Finland.

Christian Eriksen har igen søndag været i kontakt med sine landsholdskammerater, og de har modtaget en hilsen med godt nyt.

Eriksens tilstand er fortsat stabil, efter han faldt om lørdag aften og modtog livreddende hjertebehandling i Parken.

Det oplyser DBU Twitter:

- Hans tilstand er fortsat stabil, og han er fortsat indlagt for at få yderligere undersøgelser, lyder det blandt andet i opdateringen.

- Holdet og staben omkring landsholdet har fået krisehjælp og bruger dagen på at hjælpe hinanden efter gårsdagens hændelser.

Derudover takker DBU for de mange hilsener, der er sendt fra fans, spillere og en lang række fodboldforbund samt kongehuset.

Desuden har DBU aflyst søndagens presseaktiviteter, ligesom eftermiddagens træning heller ikke afvikles som planlagt.

Faldt pludselig om

Christian Eriksen faldt om med cirka fem minutter tilbage af første halvleg.

Det skete i en situation ved den ene sidelinje, hvor han ikke var i kontakt med hverken med- eller modspillere.

De nærmeste var hurtige til at tilkalde assistance, hvorefter landsholdet slog ring om Eriksen, mens han blev behandlet af landsholdets læge.

- Da vi kom derhen, lå han på siden og havde vejrtrækning, fortæller landsholdslæge Morten Boesen på et pressemøde lørdag aften.

- Ret hurtigt ændrede billedet sig, og så startede vi livreddende hjertebehandling.

- Vi fik Christian tilbage, som talte til mig, før han blev kørt på hospitalet, siger Morten Boesen.

Allerede lørdag aften meddelte DBU, at Eriksen var vågen og i en stabil tilstand. Fodbolddirektør Peter Møller fortalte også til DR, at Eriksen havde talt med landsholdskammeraterne, inden de besluttede sig for at spille kampen færdig.

Danmark tabte 1-0 til Finland.