EM fodbold

Mental tortur af UEFA

TV 2 SPORTs fodboldredaktør undrer sig over, at Danmark og Finland kun havde to muligheder for at spille kampen færdig, efter at Eriksen faldt om.

Af Carsten Werge, fodboldredaktør på TV 2 SPORT

Det var en vanvittig beslutning, at Danmarks fodboldlandshold blev sat til at spille aftenens totalt ligegyldige fodboldkamp færdig i Parken, mens lægerne kæmpede for at stabilisere Christian Eriksens tilstand på Rigshospitalet.

Fodbold må aldrig blive vigtigere end liv eller død, men sådan så UEFA tydeligvis ikke på sagen, da de i løbet af den højdramatiske aften overlod to valgmuligheder til en flok mentalt sønderbombede spillere i rødt og hvidt:

  1. Spil kampen færdig
  2. Genoptag kampen søndag kl. 12.00

Den officielle melding, da kampen igen blev igangsat kl. 20:30, gik på, at Simon Kjær & Co. havde indvilliget i, at der skulle spilles færdig, fordi de havde fået garanti for, at Christian Eriksen efter omstændighederne havde det godt.

Men i min optik var spillerne i en så ekstrem choktilstand, at de aldrig selv skulle have haft lov til at træffe denne beslutning.

Moderne gladiatorer er også mennesker som du og jeg

Carsten Werge, fodboldredaktør på TV 2 SPORT

Alle vi, der sad i Parken denne vanvittige aften, både så og fornemmede, at det ville være mental tortur at kaste de danske og finske spillere tilbage til noget så absurd som en fodboldkamp i overværelse af millioner af tv-seere verden over.

Ligesom det var himmelråbende respektløst over for Christian Eriksen og hans familie.

UEFA's alternative 'tilbud' at spille kampen færdig søndag klokken 12.00 var blot med til at understrege en slående mangel på forståelse for, at moderne gladiatorer også er mennesker som du og jeg.

For i sagens natur kan man altså heller ikke byde fodboldspillere, at de formår at returnere til deres respektive EM-lejre og derfra tro, at alt er ren fryd og gammen. Og at de på rekordtid kan gøre sig klar til igen at levere på den store underholdningsscene.

Misforstå mig ikke, for jeg har forståelse for, at kampen skulle spilles til ende.

Men uanset de logistiske udfordringer burde søndagens kamptidspunkt være kl. 21.00, så spillere, trænere og alle andre involverede havde haft mulighed for en mental bearbejdning af den værste aften i dansk landsholdsfodbolds historie.

Hvorfor kunne de ikke spille søndag aften?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan UEFA havde reageret, såfremt Danmark og Finland havde sagt nej til de to dikterede muligheder?

Det er et spørgsmål, vi nok aldrig får besvaret!

Hvad ville der egentlig ske ved, at Danmark-Finland blev genoptaget på et tidspunkt, hvor Holland og Ukraine spillede samtidig? Jeg er sikker på, at alverdens tv-stationer sagtens kunne nå at justere deres programplaner. Men UEFA tænkte tydeligvis ikke ind i denne løsningsmodel hvilket sagtens kan skyldes, at kommercielle interesser prioriteres højere end menneskelighed.

Derfor blev Danmark og Finland i min optik tvunget ud på grønsværen igen ud fra devisen ”the show must go on”. Det var uden skelen til, at den resterende del af kampen intet havde med fodbold at gøre. Vi kunne jo alle sammen se, hvordan spillerne ikke kunne fokusere på noget så ligegyldigt som en EM-kamp.

Selvfølgelig kunne de ikke det.

Deres tanker var heldigvis et helt andet sted: hos Christian Eriksen, der halvanden kilometer væk kæmpede videre for sit liv.

Håbløst og respektløst

For mig fik vi tre symboler på, at det absurde show aldrig skulle have været genoptaget: Kaptajn Kjærs frivillige udskiftning, Schmeichels manglende fokusering omkring Finlands sejrsmål og Højbjergs ukoncentrerede eksekvering af straffesparket.

Tre situationer, der blot var med til at understrege hvor håbløst, forkert og respektløst det var, at der partout skulle spilles fodbold i København det meste af lørdag aften.

Vi, der holder af fodbold, kommer aldrig til at glemme de dramatiske og lange minutter, hvor en kompetent skare af medicinere kæmpede for og lykkedes med at genoplive Christian Eriksen. Vi kommer aldrig til at glemme spillernes smukke håndtering af den tragedie, der udspillede sig for deres og vores øjne.

DBU har i en årrække bestræbt sig på at fortælle, at vores ypperste fodboldspillere ikke bare er kyniske pengemaskiner, men også mennesker af kød og blod.

Dén kampagne kan de godt indstille nu!

Spillerne slog ring om Christian Eriksen, da han modtog behandling på banen.

Jeg kommer heller aldrig til at glemme alle de helt almindelige tilskuere, der musestille sad med deres ansigter begravet i hænderne og græd af ulykke over, hvad de var vidner til: Christian Eriksens kamp for livet, der udspillede sig nede omkring det ene hjørneflag ved tribunen ud mod Øster Allé.

Det er oplevelser, der overskygger noget så ligegyldigt som et nederlag til Finland i en EM-åbningskamp på hjemmebane.

Det er jo bare en bagatel i fortællingen!

Jeg anerkender, at det kan være svært at træffe de rigtige valg, når alt omkring én er kaos.

Men jeg kommer aldrig til at glemme UEFA's prioritering denne rædselsaften i København.

Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard fik hver deres hovedrolle: Højbjerg brændte Danmarks straffespark, som Eriksen ville have taget under normale omstændigheder. Vestergaard kom ind i stedet for Kjær, der ikke kunne holde til at spille videre.