EM fodbold

- Svært at skubbe kampen længere, siger dansk UEFA-repræsentant

Der er ingen fortilfælde for konsekvenser, hvis Danmark havde nægtet at spille, påpeger Jim Stjerne Hansen.

Danmarks landsholdsspillere fik lørdag to valgmuligheder efter at have set Christian Eriksen kollapse, kæmpe for sit liv på Parkens græstæppe og se ham komme til bevidsthed igen.

Spil kampen færdig lørdag aften eller søndag klokken 12.

Danskerne valgte med landstræner Kasper Hjulmands ord at få kampen "overstået" hurtigst muligt, og opgøret mod Finland endte med et dansk nederlag på 0-1.

Og i praksis kan det næppe lade sig gøre at skubbe en kamp længere, forklarer Jim Stjerne Hansen, der er næstformand i Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) disciplinærkomité.

- For det første skal holdene, der spiller, videre til næste kamp. Det er som regel et par dage efter, så man kan ikke bare flytte den i flere dage.

- Der er også hensyn at tage til tilskuere. I det aktuelle tilfælde skal finnerne videre til Sankt Petersborg og spille onsdag. Deres tilskuere har garanteret arrangeret at rejse ud af Danmark i dag (søndag, red.), så ville man stille dem ringere.

- Der er så mange hensyn at tage, så det er ganske svært at flytte den. Det med at flytte den til følgende dag til middag er en mulighed, fordi UEFA og FIFA har erfaring fra mange år med, at det er det muliges kunst, hvis man er i et turneringsprogram, siger Jim Stjerne Hansen.

Kan ikke pege på fortilfælde

Men hvad så hvis danskerne havde nægtet at spille kampen både lørdag og søndag? Det kan Hansen, der også er tidligere generalsekretær i Dansk Boldspil-Union (DBU), ikke gisne om.

- Det ved jeg ikke, for jeg kan ikke pege på noget fortilfælde. Jeg kan huske, at vores eget U17-hold var til VM i Mexico. Der måtte en kamp mod Australien stoppes på grund af vejret. Så blev vi tvunget til at spille den følgende dag, hvis vi ville være med i turneringen.

- Vi har ikke været i en sådan situation. I hvert fald ikke i den tid, jeg har været med i udvalget, forklarer Jim Stjerne Hansen.