Danske spillere dybt berørt af Eriksens kollaps.
EM fodbold

Tiden stod stille, da hele fodboldverdenen holdt vejret

Da Christian Eriksen faldt om og fik hjertestop, gik der et chok gennem fodboldfans. I 43 lange minutter ventede alle svar på ét vigtigt spørgsmål.

Det skete pludseligt og uden forvarsel.

Måske var det derfor, at der gik nogle sekunder, før de nærmeste forstod alvoren.

Det gjorde til gengæld midtbanespilleren Thomas Delaney. Selvom han stod omkring 30 meter væk, fornemmede han tilsyneladende med det samme, at noget var helt galt.

Fra sin position midt på banen satte han straks i løb mod sidelinjen, mens han viftede med sin højre arm.

I næste øjeblik gjorde medspillere, modspillere og kampens dommer det samme. Med tydelige armbevægelser vinkede de mod udskiftningsbænkene om omgående at sende hjælp til den modsatte langside.

Her lå den danske landsholdsspiller Christian Eriksen helt stille i græsset. Med brystet nedad, ansigtet halvt på skrå og et fjernt blik i øjnene.

Få sekunder forinden havde den danske nummer 10 taget en spurt ind i modstanderes felt, men bolden var blevet sparket ud til et dansk indkast.

Holdkammeraten Joakim Mæhle havde taget indkastet hurtigt og sendt bolden mod Eriksen, der havde gjort sig spilbar ude ved sidelinjen.

Men selvom der ikke var nogen modspiller i nærheden, formåede Eriksen ikke at tæmme bolden. Han lænede sig bare frem, så bolden ramte hans skinneben og sprang væk, inden han fortsatte forover og landede fladt på græsset.

Og blev liggende.

Der var spillet 42 minutter og 11 sekunder af Danmarks åbningskamp ved EM 12. juni 2021, og det danske hold havde på nærmest alle parametre været bedre end de finske modstandere, selvom der stadig stod 0-0 på måltavlen.

I dette øjeblik glemte alle dog alt om fodbold.

EM-festen forstummede.

Situationen ændrede sig hurtigt

Mæhle befandt sig nærmest Eriksen og bukkede sig ned over sin faldne holdkammerat. Han løftede forsigtigt i Eriksens venstre skulder, men opgav hurtigt og vinkede i stedet endnu kraftigere på hjælp.

Den danske anfører, Simon Kjær, havde befundet sig langt væk, men tog en sprint på omkring 70 meter op ad banen og ankom som den næste.

Han og Eriksen er venner privat og bor begge i Milano, hvor de spiller for de rivaliserende klubber AC Milan og Inter.

Kjær satte sig på hug, skulder ved skulder med Mæhle, og lænede sig ind over Christian Eriksen. Hans hænder tog fat om Eriksens hoved og fik lagt landsholdkollegaen om på siden. Hurtigt førte han et par fingre ind i Eriksens mund for at sikre, at han ikke havde slugt sin tunge.

På tribunerne rejste tilskuerne sig, hvis ikke de allerede stod. Alles øjne hvilede på det sted på grønsværen, hvor de rødblusede danskere havde samlet sig over holdets nok største stjerne.

I mere end et år havde fansene glædet sig til EM-kampen på hjemmebane i Parken, men nu lagde stilheden sig over tilskuerrækkerne, i takt med at situationens alvor gik op for alle.

Landsholdslægen Morten Boesen var fremme ved Christian Eriksen som en af de første. Blot 22 sekunder gik der, fra Eriksen ramte græsset, til det danske holds læger med en taske i hånden nåede frem.

- Vi blev kaldt på banen, da Christian faldt om. Jeg nåede ikke at se det, men det blev hurtigt klart, at han var faldet om. Da vi kom derhen, lå han på siden og havde vejrtrækning, fortalte Boesen senere.

Situationen ændrede sig kort efter. Christian Eriksen fik hjertestop og "var væk".

- Så startede vi livreddende hjertebehandling, forklarede Boesen.

Kammerater dannede mur

Med anførerbindet på armen skubbede Simon Kjær sine medspillere væk for at give rum til, at lægerne kunne gøre deres arbejde.

Flere af de danske såvel som de finske spillere, der befandt sig tættest på Eriksen, vendte ansigterne væk. Flere var tydeligt berørte.

Hjemme i tv-stuerne og på sociale medier reagerede mange også med chok og afmagt, mens tv-billederne viste lægerne vende Eriksen om på ryggen og påbegynde hjertemassage.

Thomas Delaney stod ved siden af med ryggen til.

Med venstre hånd vinkede han sine medspillere hen til sig, mens han med den højre viftede fra side til side for at signalere, at de skulle stille sig op ved siden af ham.

Når professionelle fodboldspillere står skulder ved skulder og danner en kollektiv mur, er det normalt for at skærme eget mål, når modstanderen har frispark – i dette øjeblik var formålet at skærme deres holdkammerat.

Kasper Schmeichel. Martin Braitwaite. Joakim Mæhle. Yussuf Poulsen. Simon Kjær. Thomas Delaney. Andreas Christensen. Jonas Wind.

Otte spillere. Otte kolleger. Otte venner. Nu stod de som et menneskeligt skjold foran deres faldne kammerat.

- Der er tale om topprofessionelle atleter. Der er et rigtig godt kammeratskab på banen, og de kender hinanden på kryds og tværs. De er gode venner. Med det samme tænkte de på Christians familie, fortalte landstræner Kasper Hjulmand efter kampen.

Nogle rettede blikket mod himlen, andre foldede hænder og kiggede ned. Flere græd.

På dansk tv klippede DR væk fra signalet på banen og overgik til at vise helikopterbilleder af Parken. Men stort set alle andre tv-medier med rettigheder fra kampen fortsatte med at vise det fælles UEFA-signal, der transmitterede videre fra lægernes behandling af Christian Eriksen.

I adskillige minutter var det, som om tiden stod stille.

Omfavnet af kaptajn Kjær

Kampen mod Finland var 29-årige Christian Eriksens landskamp nummer 109. Han rundede 100 kampe som den yngste dansker nogensinde og har bidraget med 36 mål i nationaltrøjen.

Hans kæreste og mor til parrets to fælles børn, Sabrina Kvist Jensen, befandt sig på tilskuerrækkerne og kunne derfor følge dramaet på nærmeste hold, da Eriksen kollapsede kort før pausen.

Hun forlod sin plads og blev lukket ind på banen ved midterlinjen for at få vished om sin elskedes tilstand. Her blev hun mødt af Simon Kjær.

Eriksens og Kjærs familier er på kort tid kommet tæt på hinanden under de to spilleres fælles tid i Milano, og derfor var det naturligt, da Kjær lagde armene om en grædende Sabrina Kvist Jensen og tilbød hende trøst.

Hvad der blev sagt mellem dem, ved kun de. Men ved at møde hende ved midterlinjen holdt Kjær hende væk fra synet af den livløse Christian Eriksen.

Snart kom også Kasper Schmeichel til og deltog i omsorgen for Eriksens kæreste, og de tre talte længe sammen.

Det hele blev transmitteret ud på verdens tv-skærme.

Mens Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, havde været på tværs af banen for at få informationer om sin stjernespillers status, var den finske bænk i første omgang ikke klar over, hvad der var sket.

- Men vi kunne godt se, at det var alvorligt. Vi kunne se på folks reaktioner og vores spilleres reaktioner, at det var meget alvorligt, sagde Finlands landstræner, Markku Kanerva.

Kort efter blev kampen suspenderet.

- Dommeren (Anthony Taylor, red.) kom hen og spurgte, om vi ville blive eller forlade banen. Vi blev, men lidt efter kom han tilbage og sagde, at det nok var bedst at forlade banen, og så fik vi information om, hvor alvorligt det var, sagde Kanerva.

"Vi fik Christian tilbage"

Rundt om Christian Eriksen stod holdkammeraterne fortsat i ring.

De havde fået selskab af Parkens stadionlæge og beredskab, der holdt hvide lagner op for at skærme udsynet fra andre vinkler. Hertil havde en finsk fan kastet et stort finsk flag ind på banen, som blev brugt som den sidste afskærmning.

Klokken var cirka 18.43, da Eriksen kollapsede. I mere end ti minutter arbejdede lægerne på ham, og der blev givet stød med en hjertestarter, inden han blev lagt på en båre og kørt ud af Parken. Stadig med sine medspillere, to lagner og et finsk flag som afskærmning.

Alligevel lykkedes det en fotograf at fange et billede af Eriksen på båren. Han havde en iltmaske på, og der så ud til at være liv i hans øjne.

- Vi fik Christian tilbage, som talte til mig, før han blev kørt på hospitalet, bekræftede landsholdslæge Morten Boesen senere.

Alt dette vidste de mere end 15.000 tilskuere intet om, da de så Danmarks største fodboldstjerne blive rullet ud af nationalstadionet, mens også medspillere og stab forlod banen.

Den lange uvished

Klokken cirka 19.01 forlod en ambulance Parken med udrykning og kørte mod Rigshospitalet få minutters kørsel derfra.

Nu begyndte en ubehagelig ventetid. Både på stadion, i de danske stuer, ved storskærmsarrangementer og ude i resten af verden sad og stod fodboldfans tilbage i det uvisse og håbede på godt nyt.

På sociale medier strømmede det ind med ønsker om det bedste for Christian Eriksen fra både fans, spillere, klubber og andre fra sportens verden.

Den første gode melding kom fra UEFA, der 43 minutter efter Eriksens kollaps meldte danskerens tilstand "stabil", og kort efter fra Dansk Boldspil-Union (DBU).

- Christian Eriksen er vågen og er til yderligere undersøgelser på Rigshospitalet. Kampen er midlertidigt udsat. Ny melding kommer klokken 19.45, lød den kortfattede udmelding.

I første omgang nåede hele budskabet dog ikke frem til tilskuerne, der var blevet bedt vente på deres pladser inde i Parken. Her lød det kun, at Eriksen var kørt på hospitalet.

Flere udtrykte på sociale medier undren over, at de vigtige detaljer om Eriksens helbred ikke blev meldt ud, hvorfor der i Parken længe herskede uvished om landsholdsspillerens tilstand.

Det stod heller ikke klart, om kampen mellem Danmark og Finland ville blive genoptaget. På DR1 kunne seerne høre ekspertkommentator og tidligere landsholdsspiller Morten Bruun udtrykke sin skepsis i forhold til, at nogle af spillerne skulle have lyst til at spille videre på denne aften.

- Ærligt talt ved jeg heller ikke, om jeg ville have lyst til at kommentere det, konstaterede han med henvisning til, at fodbolden nu kom i anden række.

Tidsplanen skred, og minutterne gik.

Og så skete der noget smukt blandt de ventende tilskuere.

- Christian!, lød det fra de godt 3000 finske fans.

- Eriksen!, råbte de danske tilhængere tilbage.

- CHRISTIAN!, lød det endnu højere fra finnerne.

- ERIKSEN!, lød det brølende svar.

Sådan fortsatte det. Også nationalmelodien blev sunget igen og igen. For at mærke fællesskabet i den svære situation. Og for at få de fortvivlende lange minutter til at gå.

Klokken 20.03 kom så meldingen.

- Christian Eriksen er vågen, og hans tilstand er fortsat stabil. Han forbliver indlagt på Rigshospitalet til yderligere undersøgelser. Kampen mod Finland spilles færdig i aften. Dette sker, efter at spillerne har fået bekræftet, at Christian er okay. Kampen genoptages kl. 20.30, oplyste DBU.

Tilbage på banen

Forud var gået lange snakke mellem det danske og finske landshold, kampens dommere og fodboldforbundet UEFA.

Det hører heldigvis til sjældenhederne, at spillere kollapser på banen, så der var stor uvished om, hvorvidt kampen skulle genoptages.

UEFA's repræsentanter gjorde det klart for danskerne, at der var to muligheder: enten kunne kampen spilles færdig lørdag aften, eller den kunne genoptages søndag klokken 12.00.

- Men så ville spillerne ikke kunne gå hjem og sove. Det ville være endnu mere uoverskueligt. Så de valgte at få det overstået. Det var det valg, de traf, fortalte Hjulmand senere.

Samtidig var det afgørende for de danske spillere, at de selv fra omklædningsrummet havde været i kontakt med Christian Eriksen på hospitalet. Det fortalte fodbolddirektør i DBU Peter Møller, da han gav et interview, kort før kampen blev genoptaget. Visheden om, at han var i god behold, gjorde det muligt at fortsætte.

- Christian har det godt, og spillerne spiller for ham. Det er det, vi alle sammen tænker på. Vores tanker er selvfølgelig hos Christians forældre og familie.

- Der er ingen tvivl om, at de kommer til at spille kampen på chokket og adrenalinen. Vi må tage det hele bagefter, sagde Peter Møller.

På den baggrund gik Danmark og Finlands landshold tilbage på banen og genoptog kampen, bare en time og 50 minutter efter Eriksen var faldet til jorden.

Bortset fra Eriksen, der blev erstattet af Mathias Jensen, stillede Danmark med de samme spillere, som havde været på banen, da kampen blev afbrudt.

Men anfører Simon Kjær måtte opgive at spille færdigt og lod sig udskifte med knap en halv time igen.

- Simon var dybt, dybt berørt. Han var i tvivl, om han kunne fortsætte og gav det et skud. Men det kunne ikke lade sig gøre, og det er fuldt forståeligt, forklarede Kasper Hjulmand efter kampen.

- Det var simpelthen, fordi følelserne var overvældende. De er rigtig gode venner, sagde landstræneren.

Inde på banen scorede Finland på sin eneste chance i kampen, mens Pierre-Emile Højbjerg misbrugte et dansk straffespark.

Kampen endte 0-1. Men resultatet var ligegyldigt.

- Det var en meget, meget hård aften, hvor vi alle sammen blev mindet om, hvad det vigtigste i livet er, sagde Hjulmand.

Hvorfor?

Det står endnu ikke klart, hvorfor Christian Eriksen faldt om på banen med hjertestop.

Ifølge den britiske hjertelæge Sanjay Sharma, der undersøgte Eriksen, mens danskeren spillede for Tottenham fra august 2013 til januar 2020, havde han ikke nogen forhistorie med hjerteproblemer:

- Det var mit job at screene og teste ham hvert eneste år. Og hans tests frem til 2019 var helt normale. Der var ingen åbenbare, underliggende hjertefejl. Det kan jeg stå inde for. Jeg lavede undersøgelserne, har han fortalt.

På sociale medier har vaccineskeptikere spekuleret i, om Eriksens kollaps kunne være konsekvens af en coronavaccine, men det har direktøren i Eriksens italienske klub, Inter, afvist. Danskeren er nemlig hverken vaccineret eller været syg med covid-19.

Søndag eftermiddag er Christian Eriksen fortsat indlagt på Rigshospitalet, hvor han skal gennemgå flere undersøgelser. Hans tilstand er fortsat stabil, og han har været i kontakt med resten af truppen.

- Der er ingen af os, der ved, hvorfor det skete. Det er en af grundene til, at han fortsat er på hospitalet. Jeg er løbende i dialog med Christian og familien, men der er ingen afklaring endnu, sagde landsholdslæge Morten Boesen på et pressemøde.

Holdet og staben omkring landsholdet har fået krisehjælp og bruger søndagen på at hjælpe hinanden efter årsdagens hændelse, oplyser DBU.

Mandag vil landsholdet ifølge Kasper Hjulmand forsøge at komme tilbage til hverdagen:

- I dag (søndag, red.) er en dag, hvor vi prøver at reparere og få overblik. Vi finder hver især ud af, hvordan vi vil håndtere det. Og så er der heller ingen tvivl om, at vi forsøger at få noget normalitet i morgen.