EM fodbold

Danske fans planlægger hyldest til Eriksen på særligt tidspunkt

Et minuts klapsalver skal sendes mod Christian Eriksen under Belgien-kampen. Det opfordrer danske fans til.

Et opslag om at hylde Christian Eriksen under Danmarks næste kamp bliver i stigende grad delt på sociale medier.

Uanset hvor folk skal se kampen mod Belgien, opfordres der til, at de danske fans sender klapsalver afsted 10 minutter inde i kampen. Med hentydning til Eriksens trøjenummer.

- Til alle jer, der skal i Parken på torsdag, til alle jer, der skal se kampen på storskærm et sted i Danmark – og til alle jer, der skal se den derhjemme.

- Når kampuret runder 10:00, så rejser vi os, og med ét minuts klapsalver hylder vi Christian Eriksen og ønsker ham hurtig bedring, står der med en efterfølgende besked om at dele opslaget.

På Facebook-siden Danmarks Tifohold er opslaget delt over 200 gange, mens opslaget også er blevet delt på Anders Hemmingsens Instagram-story. Profilen har over en million følgere.

TV 2 SPORT har været i kontakt med DBU's fankoordinator Anders Hagen, som oplyser, at opslagene ikke har nogen officiel afsender, men at der er fælles opbakning til initiativet.

Indlagt på Rigshospitalet

Christian Eriksen kollapsede undervejs i Danmarks EM-åbningskamp i lørdags mod Finland. Landsholdslæge Morten Boesen fortalte på et pressemøde mandag, at Eriksens hjerte var holdt op med at slå. Han blev genoplivet på græsset med et enkelt stød fra en hjertestarter.

Eriksen var ved bevidsthed, da han blev båret fra banen i Parken. Kort efter blev han kørt i ambulance til Rigshospitalet, hvor han siden har været indlagt og igennem en række tests. Meldingen har siden indlæggelsen været, at Eriksen er i stabil tilstand.

Det er endnu uvist, hvad årsagen til hjertestoppet skyldes. Samtidig er det også usikkert, hvor lang tid Christian Eriksen skal være indlagt.

Danmark møder Belgien på torsdag klokken 18.00 i landenes anden gruppekamp. Belgien vandt 3-0 over Rusland i den første kamp, mens Danmark tabte 1-0 til Finland.