EM fodbold

- Eriksen sagde, at vi skal se frem mod kampen på torsdag

Pierre-Emile Højbjerg fortæller, at landsholdet så småt er begyndt at se frem mod torsdagens EM-kamp mod Belgien.

Efter Christian Eriksens hjertestop er resten af holdet begyndt at se frem mod den næste EM-kamp.

Det fortæller Pierre-Emile Højbjerg, der ligesom de øvrige spillere stadig er påvirket af situationen.

- For mig er det altafgørende, at Christian er okay. Så er jeg også okay, fortæller Pierre-Emile Højbjerg til TV 2 SPORT.

Eriksen var i kontakt med resten af landsholdet allerede lørdag aften, inden kampen mod Finland blev spillet færdig. De talte sammen igen søndag, og det har givet Højbjerg "en form for energi", at både Eriksen og hans familie har det godt.

- Han fortalte os også, at vi skal se frem mod kampen på torsdag. Ikke ordret, med på sin egen måde, fortæller Højbjerg.

- Man vil gerne spille på torsdag – spille for Christian.

- Der har været så mange mennesker med respekt og forståelse, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal sige tak.

Genoplivet med hjertestarter

Mandagens pressemøde er første gang, spillere fra det danske landshold stiller op, efter Christian Eriksen fik hjertestop under lørdagens EM-premiere mod Finland.

Det skete kort før pausen, hvor Eriksen pludselig faldt til jorden ved den ene sidelinje.

Flere spillere kaldte straks på lægehjælp, mens andre ilede hen til Eriksen, der lå helt stille. Senere har landsholdets læge Morten Boesen fortalt, at Christian Eriksen stoppede med at trække vejret, mens han lå på græsset. Eriksen blev genoplivet med et stød fra en hjertestarter, og efterfølgende blev han kørt til Rigshospitalet.

Christian Eriksens tilstand er stabil, og ifølge DBU har resultaterne af de første tests været fine.