Fem sekunder tog det - så greb dommeren ind med en frelsende fløjte til Eriksen

Den tidligere fængselsbetjent Anthony Taylor opfattede med det samme situationens alvor, da Christian Eriksen kollapsede.

Sekunderne tæller, i dét øjeblik et menneske falder omkuld med et hjertestop.

Men i en fodboldkamps hede kan det være svært at holde hovedet koldt og reagere i takt med den påkrævede alvor.

Dommer Anthony Taylor rystede ikke på hånden, da Christian Eriksen kollapsede 42 minutter og 11 sekunder inde i EM-kampen mod Finland lørdag aften i Parken.

Fem sekunder tog det, fra Eriksen ramte græsset, til Taylor havde afbrudt spillet.

Og herefter fulgte en vital reaktion fra ikke mindst anfører Simon Kjær, der spurtede i lige linje op mod Eriksen og med et par fingre fik sikret sig, at tungen ikke blokerede luftvejene hos vennen og landsmanden.

Også kongehuset er på banen

Forløbet har også gjort indtryk i det britiske kongehus, hvor prins William og hustruen, Catherine Middleton, både bemærker den medicinske stabs livgivende arbejde, men også nævner dommer Anthony Taylors ro og overblik.

- Godt gjort af både den medicinske stab og Taylors hurtige indgriben, skriver parret på Twitter.

Kampen var Anthony Taylors debut på landsholds- og slutrundeniveau. Men den 42-årige englænder med en fortid som fængselsbetjent har siden 2010 været på listen over opmænd i den engelske Premier League og har løbet sig en del rutine til på græsset i verdens dyreste liga.

Kommentator Adam Catterall fra Talksport har da også lutter lovord tilovers for Taylors snarrådighed.

- Det er Taylors første internationale turneringskamp, men han indså hurtigt, at der var et problem, og et meget usædvanligt et af slagsen. Det var exceptionelt godt reageret. Det er den slags, ingen kan forberede sig på, siger Adam Catterall.

The Times' seniorkorrespondent Henry Winter istemmer rosen.

- Af de beslutninger på et splitsekund, Anthony Taylor har skullet tage i sit dommerliv, har denne nok været den mest vitale.

Christian Eriksens tilstand er stadig stabil, og flere af de danske spillere har været i kontakt med Inter-spilleren, som siden lørdag aften har været indlagt på Rigshospitalet i København.

De danske spillere skal på banen igen torsdag klokken 18, hvor de møder EM-favoritterne fra Belgien.