EM fodbold

Milan-fans vil gøre Kjær til anfører efter heroisk indsats

Simon Kjær bliver hyldet for sin indsats, da Eriksen kollapsede, og Milans fans fører nu kampagne for, at Kjær skal udnævnes til anfører for klubben.

Simon Kjær viste sig som en sand leder, da Christian Eriksen kollapsede under lørdagens kamp mod Finland.

På det danske landshold er han anfører, men nu ønsker AC Milans fans også at gøre ham til leder på holdet.

På Twitter er hashtagget #kjaercapitano gået viralt, og i flere italienske medier nævnes det, at AC Milan overvejer at gøre ham til anfører fra den kommende sæson.

- Rossoneri-folket (AC Milans fans, red.) har en ny helt: - Vi vil have ham som kaptajn, skriver velansete La Gazetta dello Sport

TV 2s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, fortæller, at Simon Kjær er ekstremt populær i hele Milano.

- Han er en kæmpe helt. Alle, jeg har talt med omkring Christian Eriksen, nævner også Kjær. Og de siger, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at han bliver kaptajn på Milans hold i næste sæson. Fordi han har vist sig som en virkelig stor person i et øjeblik, hvor det hele virkelig gjaldt. Han reddede simpelthen sin ven og kammerat og holdspiller, siger hun.

Med til historien om at gøre Simon Kjær til anfører hører, at den danske forsvarsspiller har været en fremtrædende figur på AC Milans hold.

Samtidig er klubbens nuværende kaptajn, Alessio Romagnoli, langt fra fast mand i startopstilling, og viceanfører Gianluigi Donnarumma forventes at skifte til Paris Saint-Germain.

Hyldes af rivaler

Roserne vælter ned over Simon Kjær for sin indsats fra hele verden, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at også ærkerivalernes fans hylder ham.

Fans fra Christian Eriksens klub, Inter, har lavet et banner, hvor den danske anfører hyldes.

- Ude på stadion har nogle Inter-fans skrevet og sagt tusind tak, for det du gjorde for Eriksen, siger Eva Ravnbøl.

Folk i Milano kalder Simon Kjær for en helt, fortæller Eva Ravnbøl.

- Der kan simpelthen ikke siges nok om, hvor stor en stjerne han er blevet hos folk hernede. Og der er bare taknemmelighed og hjerter ud over hele internettet fra milanesere og Inter-fans, siger hun.

"Vinderen Kjær"

I Tysklands store avis BILD er avisens lederartikel også dedikeret til Danmarks anfører.

- Vi oplevede en stjernestund af kammeratskab. Simon Kjær, du er den slags person, man ønsker sig, står der i indledningen af lederen, hvor det også bliver nævnt, at Kjær vil være vinderen af EM, uanset hvordan det går.

Simon Kjær blev udskiftet undervejs i Danmarks åbningskamp, da han ifølge landstræner Kasper Hjulmand var for påvirket af Eriksens kollaps til at spille videre.