EM fodbold

To Superliga-spillere på banen, da Sverige overlevede spansk pres

Spanierne dominerede boldbesiddelsen, men de kunne ikke få puttet bolden i kassen.

Kigger på man statistikkerne, skulle man tro, at Spanien mandag aften tog en sikker sejr over Sverige ved EM i fodbold.

Spanierne havde langt mere boldbesiddelse og kom til betydeligt flere afslutninger. Men ind kom bolden aldrig. Heller ikke for Sverige, der ikke havde ret meget at byde på offensivt.

Dermed endte kampen, som blev spillet i Sevilla, 0-0 og med et point til hver. Slovakiet topper derfor gruppe E efter de første kampe. Tidligere mandag slog Marek Hamsík og co. en smule overraskende Polen med 2-1.

Der stod Spanien på det hele fra første fløjt. Luis Enriques mandskab sad tungt på bolden, pressede svenskerne i bund og spillede sig til flere chancer.

Den største mulighed foran mål i de første 45 minutter endte dog med at tilfalde Sverige ud af det blå kort før pausen.

Alexander Isak havde bolden i feltet og fik efter et par driblinger sparket den forbi Spaniens målmand, Unai Simon, og mod mål. Men Marcos Llorente stod klar som sidste skanse og fik afværget en svensk scoring ved at cleare bolden via stolpen.

Spanien dominerede også efter pausen. Men tempoet faldt, og det var til Sveriges fordel. Det spanske spil var uden rytme.

Svenskerne var mere eller mindre tandløse fremad banen, bortset fra når Alexander Isak i få momenter blev sat i scene. Real Sociedad-angriberen viste flere gange prøver på sit store talent, men fik ikke meget hjælp af holdkammeraterne.

Med cirka 25 minutter tilbage blev Isak skiftet ud, og så satte svenskernes bedste bud på en målscorer sig på bænken. Til gengæld stod Sverige godt i defensiven, og Spanien blev mere og mere rådvilde.

Luis Enrique rystede posen oppe foran og skiftede fem offensive spillere ud med nogle andre af slagsen, men lige lidt hjalp det. Sverige holdt - med hjælp fra et par gode redninger af Robin Olsen - stand.

To superligaspillere kom på banen i kampen. Både Pierre Bengtsson (Vejle/FC København) og Jens Lys Cajuste (FC Midtjylland) blev skiftet ind i slutningen af anden halvleg.

De fire hold i gruppe E skal i aktion igen fredag og lørdag. Sverige og Slovakiet mødes fredag eftermiddag, mens Spanien og Polen tørner sammen lørdag aften.