EM fodbold

Aktivist sender to på hospitalet efter fejlslagen landing før EM-brag

Umiddelbart efter sin landing på græsplænen på Allianz Arena blev Greenpeace-aktivisten ført væk af vagter.

Kort før EM-braget mellem Frankrig og Tyskland tirsdag aften udspillede der sig en dramatisk situation på Allianz Arena i München.

En Greenpeace-aktivist fløj ind over stadionet, men blev fanget af stadionets spidercam - et kamera over banen fastgjort med stålwirer - og mistede derved kontrollen over sin faldskærm.

I højt fart fortsatte han ind over nederste del af den ene langside, hvor der sad en del mennesker, inden han fortsatte ud på banen og landede.

To personer kørt på hospitalet

Hele optrinnet blev filmet og delt af journalisten Max Merrill.

Til det tyske medie BILD oplyser en talsperson fra politiet, Andreas Franken, at to personer kom til skade, da miljøaktivisten forsøgte at lande. De blev efterfølgende kørt på hospitalet for at modtage behandling.

- Ifølge vores nuværende oplysninger har de begge pådraget sig hovedskader, siger Andreas Franken.

En kameraman bliver tilset, efter at han kom til skade i forbindelse med Greenpeace-aktivistens landing.

- Mange lovbrud bliver lige nu undersøgt. Uanset er der tale om farlige fysiske skader. Politihovedkvarteret i München har ingen forståelse for politiske aktioner, der bringer menneskeliv i fare, siger politiets talsperson.

Skulle ikke have været på banen

En talsperson fra Greenpeace siger til Sportschau, der er et tysk sportsmagasin på tv-stationen ARD, at det ikke var hensigten, at miljøaktivisten skulle ned på banen, og at vinden kan have snydt ham.

- Han vidste, at det var for farligt. I stedet skulle han bare have kastet en gul bold ned med budskabet, siger talspersonen.

Ifølge Greenpeace selv var det ikke meningen, at miljøaktivisten skulle lande på banen.

Både den store gule bold og den gule faldskærm var trykt med sætningen "Kick out oil!".

Budskabet fra Greenpeace er, at man skal stoppe med at sælge diesel- og benzinbiler, der skader klimaet.

Tysk forbund fordømmer handlingen

Bayerns indenrigsminister, Joachim Herrmann, var til stede på Allianz Arena som tilskuer, og til BILD siger han:

- En uansvarlig eventyrer, der groft overvurderede sine egne flyveevner og dermed alvorligt truede tilskuernes liv og lemmer på stadionet.

Også det tyske fodboldforbund, DFB, fordømmer handlingen:

- Personen har ikke kun været til fare for og skadet sig selv, men også andre. Fra vores synspunkt er dette uacceptabelt. Det kunne have endt meget værre, siger Jens Grittner, der er pressechef i det tyske fodboldforbund, på pressemødet efter kampen.

"Kick out oil" stod der på faldskærmen.

Ifølge flere internationale medier måtte Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, søge tilflugt i udskiftningsboksen, da miljøaktivisten kom susende.

- Vi kom tæt på dramaet. Det kunne have været mere alvorligt. Det behøver det ikke at være. Heldigvis havde det ingen konsekvenser, siger Descahmps ifølge den franske sportsavis L'Equipe.

Greenpeace: Ikke hensigten at skade personer

På Twitter skriver Greenpeace, at aktionen aldrig havde til hensigt at afbryde kampen eller skade personer, og miljøorganisationen fortsætter:

- Vi håber, at alle har det godt, og at ingen kom alvorligt til skade. Greenpeace-aktioner er altid fredelige og ikke-voldelige. Desværre gik ikke alt efter planen med denne kampagne.

Kort efter sin landing på banen blev miljøaktivisten fjernet af vagter. Tyskland tabte kampen 0-1 efter et selvmål af Mats Hummels.