EM fodbold

Målmandsstjerne fortsætter uheldig EM-statistik

Wojciech Szczęsny lavede selvmål i EM-nederlaget til Slovakiet.

Man skulle næsten tro, at der hviler en forbandelse over Wojciech Szczęsny.

I Polens seneste tre EM-åbningskampe har han været ramt af uheld.

Ved EM på hjemmebane i 2012 begik Szczęsny straffespark og fik rødt kort. Det udløste én spilledages karantæne.

Han kom ikke tilbage mellem stængerne i den tredje gruppekamp, og efter gruppespillet var Polens EM slut.

Fire år senere, ved EM i Frankrig i 2016, blev Szczęsny skadet. Resten af turneringen, hvor polakkerne nåede kvartfinalen, stod Lukasz Fabiański.

EM's hurtigste selvmål

Og så er vi fremme ved årets EM.

Mandag aften stod Polen over for Slovakiet i holdenes første gruppekamp, og efter bare 18 minutter scorede Wojciech Szczęsny i eget net.

Slovakkernes Robert Mak fik lov til at komme ind i feltet i venstre side og hamrede bolden på stolpen, hvorefter den røg ud i ryggen på Szczęsny og ind i mål.

Det var EM-historiens hurtigste selvmål, og det var også første gang, at en målmand lavede selvmål i en EM-turnering.

Polakkerne fik udlignet til 1-1 efter bare 30 sekunder af 2. halvleg, men med en halv time tilbage blev de reduceret til ti mand og endte med at tabe 1-2.

I den anden kamp i gruppe E mandag spillede Spanien og Sverige 0-0.