EM fodbold

Ronaldo bliver historisk i Portugal-sejr

Cristiano Ronaldo er nu den mest scorende EM-spiller i historien efter tirsdagens 3-0-sejr over Ungarn. Portugiseren har nu scoret 11 EM-mål.

Det er snart svært at holde styr på alle Cristiano Ronaldos meritter og rekorder.

Og tirsdag aften har han blot sat sit navn på endnu flere. Det gjorde han, da han med to mål sikrede Portugal en 3-0-sejr over Ungarn ved EM.

Ronaldos mål var nemlig portugiserens 10. og 11. af slagsens i EM-sammenhæng. Derfor går han forbi franske Michel Platini, der sammen med Ronaldo havde ni EM-mål inden aftenens opgør.

Forskellen er dog bare, at Platini blot brugte fem kampe på at nå ni mål. Ronaldo spillede i aften sin EM-kamp nummer 22. Hvilket også er en rekord, nu hvor vi er ved dem.

Ronaldos rekorder

  • Mest scorende EM-spiller med 11 mål i alt (ny rekord)
  • Flest EM-kampe i historien med 22 styks (udbygget rekord)
  • Første spiller til at score ved 5 forskellige EM-slutrunder (ny rekord)
  • Har som den første deltaget ved 5 EM-slutrunder (ny rekord)

Ungarn 0 - 3 Portugal

  • 84' 0-1: Guerreiro
  • 87' 0-2: Ronaldo
  • 92' 0-3: Ronaldo

Efter kampen understregede Ronaldo først og fremmest pointen om, at holdet hentede de tre point.

- Det vigtige var at vinde. Det var en vanskelig kamp mod en modstander, der forsvarede meget godt, men vi scorede tre mål, og jeg er meget taknemmelig for holdet for at hjælpe mig med at score to mål og bliver kampens spiller, siger han til UEFA.

EM Gruppe F

EM Gruppe F
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1312043+15
2311165+14
3311176+14
4302136-32

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Tirsdag var der i Budapest flashback til tiden før corona.

Ungarn og Portugal mødte hinanden i EM's gruppe F, og det skete foran et helt fyldt stadion.

Det kunne også mærkes på stemningen på Puskas Arena i den ungarske hovedstad. Tribunerne summede som før i tiden fra første fløjt. Desværre for de fremmødte endte det med en portugisisk sejr.

Portugal vandt 3-0. Cifrene lyver dog en smule. Portugal kæmpede længe med at score, indtil der for alvor blev prikket hul på målbylden i slutfasen. Cristiano Ronaldo scorede til både 2-0 og 3-0 på en historisk aften for stjerneangriberen.

Dermed tog Portugal altså en pligtsejr. Ungarn er således det på papiret klart dårligste hold i gruppe F, der også tæller Frankrig og Tyskland.

Publikum i ryggen

Ungarerne havde et entusiastisk hjemmepublikum i ryggen fra start. Det betød dog ikke, at de havde medvind på banen. Tværtimod. Hjemmeholdet var presset i bund af det portugisiske mandskab.

Det brændte da også i flere tilfælde på i Ungarns felt, men den sidste skarphed manglede for Ronaldo og co. i de første 45 minutter. Den største chance tilfaldt Ronaldo selv kort før pausen, men fodboldikonet sendte fra tæt hold bolden over mål.

Der var fyldt med ungarske fans på Puskas Arena tirsdag aften.

Anden halvleg startede i samme rille, men som tiden gik, kom Ungarn bedre med. Kampen var nu mere jævnbyrdig.

Ungarn endte faktisk med at få bolden i mål cirka ti minutter før tid, men Szabolcs Schöns mål blev underkendt for offside. I stedet endte hjemmeholdet med en lang næse.

Pludselig gik det stærkt. Raphäel Guerreiro åbnede målscoringen i 84. minut efter en god portion portugisisk held. Dortmund-spilleren endte med bolden, efter at en aflevering var blevet rettet af, og bolden fandt også vej til målnettet via en ungarsk fod.

Kun et par minutter senere fik Portugal straffespark, og det skulle Cristiano Ronaldo selvfølgelig tage. Han scorede, så godt som lukkede kampen og blev rekordholder.

I tillægstiden bankede Ronaldo så det sidste søm i ungarernes kiste.