EM fodbold

Coca-Colas værdi faldt efter Ronaldo-stunt - nu har de to muligheder

Cristiano Ronaldos statement har fået konsekvenser for Coca-Cola.

Coca-Cola klapper nok ikke i hænderne over Cristiano Ronaldo i øjeblikket.

Da den portugisiske verdensstjerne fjernede to flasker Coca-Cola og råbte ”água” (vand på portugisisk, red.) til et pressemøde mandag, tog deres aktiekurs et dyk.

Deres markedsværdi faldt med over 1,5 procent, hvilket svarer til omkring 4 milliarder dollar.

Og hvad gør man, når verdens mest fulgte mand på Instagram har sendt et så tydeligt signal om, at læskedrikken Coca-Cola er noget skidt?

Ifølge Simon Bastiansen, der er direktør for strategiske partnerskaber i dentsuX, har de to muligheder:

Mulighed 1:

- Coca-Cola kan ignorere det og krydse fingre for, at det var en døgnflue, og at aktierne nok skal komme op igen. Der skal bare en hedebølge mere til, så er de oppe igen.

- De er en aktiv del af Euro 2020. Derfor kan de vælge business as usual-taktikken og stadig få promovering under turneringen.

Mulighed 2:

- De kan lave et skarpt modsvar i samarbejde med et amerikansk reklamebureau, som tvister situationen med et glimt i øjet, hvor de skyder tilbage på Cristiano Ronaldo.

- Det skal dog virkelig være noget kreativt, der holder hele vejen, for ellers kan det give bagslag.

Indtil videre har Coca-Cola udsendt et kort statement, hvor de blandt andet skriver, at ”alle har ret til deres drikkevarepræferencer”.

Coca-Cola skal nok klare sig

Coca-Colas kurs er på vej frem igen, men den er stadig ikke i nærheden af kursen inden pressemødet. Læskedriksgiganten skal dog som udgangspunkt ikke være nervøs ifølge eksperten.

- Det er talk of the town lige nu, og i morgen eller i overmorgen er det noget andet. Coca-Cola er her også i dag, i morgen og i overmorgen. Og de var her også i går.

Coca-Cola har ikke været aktiv på sin Twitter siden 13. juni.

Tirsdag var Simon Bastiansen overbevist om, at Ronaldos statement får konsekvenser. UEFA har dog endnu ikke meldt ud, om Ronaldo skal til lommerne.

Efter pressemødet kom Ronaldo også i fokus på banen, hvor han scorede to gange i Portugals 3-0-sejr over Ungarn tirsdag.