EM fodbold

- Det er håbløst, siger ekspert om UEFA-beslutning

Antonio Rüdiger vil ikke stå ved, at han bed Paul Pogba i ryggen i kampen mellem Frankrig og Tyskland. UEFA ønsker heller ikke at gå videre med sagen.

Paul Pogba ømmede sig. Og dernæst brokkede han sig til dommeren. Med god grund.

TV-billederne i tirsdagens kamp mellem Frankrig og Tyskland afslørede, at tyske Antonio Rüdiger bed Pogba - eller som minimum forsøgte han på det.

VAR-dommerne greb ikke ind, og efterfølgende har UEFA også besluttet, at de ikke vil gå videre med sagen. Til stor ærgrelse hos TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Det virker håbløst. TV-billederne viser jo noget andet. Man kan tydeligt se på Pogbas reaktion, at der sker noget i ryggen på ham.

- Det er jo den her snak om rollemodellen. Hvad er det, vi overhovedet ikke vil se? Det er jo netop bid, eftertacklinger og ting, der ikke bliver fanget af kameraet. Og de ting skal jo gerne ud af fodbolden. Det er ærgerligt og trist, hvis UEFA ikke griber ind og giver karantæne for at statuere et eksempel.

Men UEFA griber altså ikke ind. Den her sag er død og begravet. Det har de selv bekræftet.

'Det ser uheldigt ud'

Selvom Pogba bekræftede efter kampen, at der var tale om et bid, siger Rüdiger noget lidt andet.

Han anerkender, det kan se forkert ud, men mere vil han ikke bekræfte.

- Jeg bør ikke nærme mig hans ryg med min mund. Ingen tvivl om det. Men det ser uheldigt ud, og Paul (Pogba, red.) og jeg har talt om det som venner efter kampen, siger tyskeren ifølge Sky Sports.

Pogba var yderst frustreret i situationen, hvor han brokkede sig højlydt til kampens dommer. Efter slutfløjt havde tonen dog en lidt anden.

- Vi er venner, siger han om Rüdiger og tilføjer om episoden:

- Det her var ikke noget stort. I så alle tv-billederne, men det er allerede overstået og hører fortiden til. Jeg græder ikke og beder ikke om gule og røde kort for sådan noget.

- Han (Rüdiger, red.) tog en lille bid af mig, tror jeg. Vi har kendt hinanden længe, og jeg synes, det er godt, at han ikke modtog et kort for det.

Du må jo heller ikke slå en ven i hovedet

Det faktum, at Pogba og Rüdiger er venner, går altså igen i franskmandens svar. Og det har tilsyneladende haft en stor effekt på, at det her ikke er kommet videre.

Men sådan burde det ikke være, mener Mads Junker.

- Det ligner nærmest en form for en kammeratlig leg, fordi Rüdiger og Pogba kender hinanden godt. Du kan jo se på Pogbas reaktion, at han bliver lidt forskrækket, og ergo sker der jo noget, der ikke er i orden. Men du må jo heller ikke bare slå en i hovedet, fordi det er en ven.

Antonio Rüdiger slippet altså ustraffet for at bide Pogba. Havde havde fået en straf, havde han ikke været den første fodboldspiller til at blive straffet for at bide en modstander under en stor slutrunde.

Tilbage i 2014 blev uruguayanske Luis Suárez idømt fire måneders karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter for at bide italienske Giorgio Chiellini under en VM-kamp mellem de to nationer.